Skørping Gruppe i Det Danske Spejderkorps bød søndag velkommen i en nyrenoveret spejderhytte.

Af John Jensen, lokaljournalist

 

Et par års forberedelse og byggearbejde kulminerede søndag eftermiddag med genindvielse af Skørping Gruppes spejderhus i Hanebakkerne. Huset, der har været spejdergruppens faste holdepunkt siden 1968, er nu blevet gennemrenoveret med energirigtige løsninger som nyt tag, isolering, nye vinduer og døre samt nyt varmesystem, og med nyt køkken og lyddæmpning af samlingssalen. 

Det fortæller Anders Bloksgaard, der har været fundraiser og en af drivkræfterne i det store projekt.

- Den første fase af arbejdet var alt det, spejderne i virkeligheden er ligeglade med. ”Skallen” med alt det energirigtige de ikke kan bruge direkte til noget i hverdagen. Men i fase to har vi fået lavet vores køkken om til et stort køkken-alrum med rigtig gode muligheder, og vi har støjdæmpet vores samlingssal, siger han.

Skørping Byfest har doneret 3000 kroner til en projektor, der allerede var taget i brug på indvielsesdagen.

Kan rykke indendørs

Det betyder, at spejderne nu kan rykke en del af udendørsaktiviteterne indenfor i den mørke tid, hvilket ellers været et problem de senere år. Ikke mindst fordi det var for dyrt at varme huset op med de hidtidige el-radiatorer og den dårlige isolering.

- Det betød, at vi blev nødt til nærmest at lukke huset ned. Gøre det til depot og i stedet bruge vores bålhytte fra 2016 til møderne, siger Anders Bloksgaard.

Stort budget

Renoveringsprojektet har haft et budget på 1,5 millioner kroner. Det er mange penge for en lille trop som Skørping Gruppe, men ved hjælp af støtte fra en række fonde er det lykkedes at holde troppens egne udgifter nede på omkring 200.000 kroner, fortæller Anders Bloksgaard.

- Udgangspunktet var, at AP Møllers Støttefond for nogle år siden udlovede i alt 40 millioner kroner til renovering af landets eksisterende spejderhytter. Den pulje fik vi 500.000 kroner fra, og det var med til at åbne døren til andre fonde som Norlys Vækstpulje, Sparekassen Danmark Fonden Himmerland, LAG Himmerland, Nordea-fonden, Melsen Fonden, Friluftsrådet, Spar Nord Fonden og Skørping Byfest, siger han.

Der var taler, blandt andet fra gruppeleder Torben Momme Holm, da den ”nye” spejderhytte i Hanebakkerne blev indviet søndag eftermiddag.

Ros til byggefirmaer

Men fundraiseren er også taknemmelig og fuld af ros til de to lokale byggefirmaer, Blenstrup Tømrer- og Snedkerforretning, TL-byg og til arkitekt Verner Bendixen.

- Jeg duer for eksempel ikke til at bruge en hammer, men jeg kan skrive og skaffe penge. Det er en meget bedre løsning at købe sig til håndværksdelen, end at skulle lave arbejdet på selv, og alle tre firmaer har gjort det supergodt, siger Anders Bloksgaard.

Spejderne kan nu glæde sig over, at de i de mørke vintermåneder for eksempel kan tage blade, smådyr og insekter med indendørs i varmen, i stedet for at studere dem i dårligt lys udenfor.  Og de kan samles i salen uden at skulle have høreværn på.

Køkkenet har fået den helt store omgang, og det er nu omdannet til et stort køkken-alrum.

Cirka 100 medlemmer

Skørping Gruppe har omkring 100 medlemmer, heraf cirka 15 engagerede voksne. De yngste medlemmer er tre år. I øjeblikket arbejder gruppen på at få de unge i gruppen tilbage, når de har været på efterskole, og herefter fastholde dem så længe som muligt.

Niels Agerholm er grupperådsformand for Skørping Gruppe, Torben Momme Holm er gruppeleder, og Anders Bloksgaard er fundraiser.

Ved indvielsesfesten var der selvfølgelig også plads til leg i de dejlige omgivelser.

e-max.it: your social media marketing partner