- Onsdag, 6. november 2024
– som det var og som det er?
Tekst og fotos: Lokalhistirisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune
Suldrup Kirke 2024.
På linje med de fleste andre af landets lokalhistoriske arkiver afholder ”Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune” Åbent Hus lørdag den 9. november i arkivets lokaler Birkehøjvej 8 i Øster Hornum.
Der vil i løbet af dagen blive vist Før-Nu-fotos fra området, de enkelte byer efter plan, der kan ses i andet steds her i Folkebladet. Hvert bestyrelsesmedlem har udvalgt omkring et par håndfulde gamle fotos fra hver deres område og efterfølgende været ude med kameraet for at fotografere samme steder, som de tager sig ud i sensommeren 2024. Mange huse og steder er forandret afgørende, nogle steder er gamle huse forsvundet og nye kommet til. Andre steder er ændringerne næsten ubetydelige, så det f.eks. kun er på personers påklædning og bilers udseende, man kan se forskel på gammelt og nyt.
Der vil blive den dag mulighed for at se, hvad arkivet rummer af gamle billeder og arkivalier såsom foreningsmateriale, personlige beretninger, optegnelser over historiske begivenheder og meget andet. Hele arkivets bestyrelse vil være til stede for at fortælle og besvare spørgsmål. Hvis man har fotos eller andet materiale, man vil dele (som gave eller som lån med henblik på kopiering) med arkivet, er det meget velkomment.
Lokalhistorisk Arkiv har i den seneste tid modtaget meget store mængder fotos og arkivalier, så bestyrelsen har i det daglige fuldt op at gøre med at sortere, systematisere og registrere materialerne på Arkiv.dk, hvor alle kan gå ind og se, hvad arkivet indeholder. Hvis registreringen ikke fandt sted, kunne hverken bestyrelsen selv eller folk gæster finde rundt i, hvad der er at finde i arkivets brandsikre rum.
”Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune” håber på stort fremmøde, så vi kan vise frem, hvad vi har i gemmerne, og fortælle om, hvordan man finder frem til lige præcis det, man ønsker.