- Mandag, 28. oktober 2024
Ved en velbesøgt anden borgersamling på skolen i Terndrup tirsdag aften den 22. oktober, fik den Lokale Udviklingsplan luft under vingerne, indholdet tog form og blev meget mere konkret.
Af Maria Foged, lokaljournalist
TERNDRUP: De næsten 50 fremmødte borgere boblede af virkelyst, og der kom masser af gode ideér og forslag til, hvad der kan gøre Terndrup til et godt sted at bo og virke i.
Resultaterne fra 1. borgersamling 11. september, indeholdende visionen og indsatsområderne for Terndrup blev gennemgået, og det fremadrettede arbejde for at ende med en færdig Lokal Udviklingsplan blev forklaret.
Den Lokale Udviklingsplan er et idékatalog over hvad der ønskes for Terndrup ud i fremtiden, og her er alle ni indsatsområder, udsprunget af diskussionerne ved første borgersamling vigtige, men det er for mange at arbejde konkret videre med i første omgang.
For at nedsætte arbejdsgrupper, blev deltagerne enige om, at arbejde videre med indsatsområderne Børn og Unge, Ådalsprojektet, Idrætscentret som Samlingssted (herunder Sammenhold og Foreningsliv), Natur - Miljø og Grønne Områder, samt Branding - Overblik og Synlighed.

Den Lokale Udviklingsplan fik luft under vingerne.
Rebild Kommune har fra starten sagt, at man i disse første Udviklingsplaner, vil give starthjælp og sparring til tre arbejdsgrupper.
Alle fem ovenstående indsatsområder er vigtige, og det kunne tydeligt mærkes, at arbejdsgrupperne brændte for hver sin sag.
Ved en afsluttende afstemning, blev det vedtaget i første omgang, at de trearbejdsgrupper, der skulle have kommunal hjælp blev Ådalsprojektet (et flot vindue i byen, der skal samle institutionsområdet med byen, i stedet for at adskille dem), Idrætscentret som Samlingssted (store problemer med drift cafeteria, kan det omdannes til et cafeteria 2,0 som social virksomhed), samt Natur - Miljø og Grønne Områder (oprensning af Mølledammen og forskønnelse heromkring med fokus på fisketrappen som byens absolutte smørhul).

De to arbejdsgrupper med Børn og Unge, samt Branding - Overblik og Synlighed arbejder videre, men uden så meget kommunal hjælp. Det er også to meget vigtige områder, og har du lyst, at arbejde med disse grupper, så sig til, de mangler medlemmer.
Terndrup Lokalråd deltager med medlemmer i alle fem arbejdsgrupper uden at være tovholdere.
– En rigtig god aften med stort indhold og stor arbejdslyst, møder med hjælp til arbejdsgrupper fra kommunen er aftalt til 4.-6. november, og den 15. december er den færdige Lokale Udviklingsplan klar til fremvisning for publikum ved juletræsfesten i Idrætscentret, slutter Jacob Ellemann, næstformand for klyngerådet i Rebild Øst.



