- Mandag, 28. oktober 2024
Af Birgitte Wilsted Simonsen
Det er altid meget spændende med fortællingerne fra verden, men samtidig så er det som sker i lokalområdet også altid noget som har den store interesse.
Y’s Men Støvring havde fået kombineret dette ved at invitere den lokale sognepræst Afonso Justino Waco til at komme og fortælle om sit liv. Et liv, der startede i det lille tidligere portugisiske protektorat Cabinda på Afrikas vestkyst (administreres i dag af Angola), men hvor Afonso med sine forældre måtte flygte på grund af borgerkrig til nabolandet Congo.
Der blev vist et foto af hans ryg.
Egentlig var ønsket at læse økonomi, men mulighederne som flygtning var dog begrænsede, og i stedet så blev studierne indledt ved det teologiske fakultet i Kinshasa. Efter studierne blev han hjælpepræst i Congo og derefter i Cabinda.
På grund af politiske aktiviteter blev Afonso flere gange arresteret og tortureret, og til sidst mistede han sit arbejde som præst. Efter en sidste flugt til Congo, blev Afonso og hans familie godkendt som FN-flygtninge, og i 1999 gik rejsen til Danmark.
Her har livet blandt andet budt på arbejde som indvandrerpræst, beskæftigelse med social- og integrationsarbejde, og så præst ved en baptistmenighed og nu så som præst i Støvring.
For Y’s Men Støvring var det en spændende aften, hvor fortællingen om baggrunden for rejsen til Danmark var meget tankevækkende, og hvor fortællingen om at komme til Danmark som flygtning fra Congo også gav anledning til at der blev trukket på smilebåndet mere end én gang.
Y’s Men lyttede og spurgte meget ind til ham.
Afonso Justino Waco kunne gennem sin levende og fængende fortælling fastholde tilhørerne fra Y’s Men Støvring til en fortælling om et spændende liv, der indtil videre er endt i Støvring.