Taget på Fræer Forsamlingshus trænger til udskiftning, og det er et meget dyrt projekt. Men bestyrelsen i huset håber, at man ved at skrue op for ambitionerne for  byggeriet kan sikre en bedre finansiering fra fonde.

 

Af John Jensen, lokaljournalist

 

”Sigt efter stjernerne, så rammer du nok månen”. Mundheldet fra mange konfirmationstaler kunne godt beskrive det udgangspunkt, bestyrelsen for Fræer Forsamlingshus i øjeblikket leder efter til en større renovering af det gamle forsamlingshus.

Skiffertaget er ramt af tidens tand og skal udskiftes inden alt for længe, fortæller næstformand i bestyrelsen Lasse Olsen.

- Vi har allerede fået vand ind ved en skotrende. Så meget, at man kan se vandaftegninger på vores næsten nye loft i salen, og det er jo rigtig trælst, siger han.

Og det kan ifølge en fagmand ikke lade sig gøre at lave en delvis reparation af det gamle tag, så det er et projekt, som godt kan komme til at koste i omregnen af en lille million kroner, fortæller Lasse Olsen.

- For at finansiere det, bliver vi nødt til at få hjælp fra nogle af de store fonde, og der er det åbenbart en fordel at tænke stort, siger han.

- Vi havde besøg af en tømrer, som sagde, at vi skal droppe husmandstankegangen og sætte fuld skrue på, hvis vi skal have de store fonde i tale, siger Lasse Olsen.

Sportspladsen har altid været et godt aktiv for Fræer Forsamlingshus, og den blev opgaderet, da Sejlstrup Fræer Borgerlaug for nylig stillede en lejeplads op i den fjerneste ende. Det er også borgerlauget, der står bag hønseholdet på sportspladsen.

Mange idéer

Med den tankegang kommer der gang i drømmerne i bestyrelsen for det lille forsamlingshus: Nyt tag, isolering, varmegenvinding, varmepumpe og solceller med batteripakker, så man kan lave strøm i løbet af dagen og bruge den om aftenen, lyder det fra Lasse Olsen 

- Vi har allerede købt et moderne oliefyr med kondensering og et minimalt oliforbrug, men man bliver nødt til at tænke endnu mere i energiforsyning, når man alligevel skal til at bygge, siger han.

I øjeblikket leder bestyrelsen efter en rådgiver eller fundraiser, der kan hjælpe med at gøre projektet mere konkret, så det kan beskrives og indgå i fondsansøgninger.

Et af de projekter, der har løbende har været i gang gennem årene er et køkken med professionel standard. Det kræver frivillig arbejdskraft men også mange penge.

Overtog i 2017

De frivillge i Fræer Forsamlingshus har løbende været i gang med renovering og forbedringer, siden de i 2017 overtog huset og grunden fra Rebild Kommune for en pris på blot en krone.

- Vi dannede en folkeoplysende forening, og så kunne vi overtage huset, i stedet for det skulle sælges. Det var en fin mulighed, for man ved jo aldrig, hvad der kan rykke ind, når sådan et hus bliver solgt, lyder det fra Lasse Olsen.

Men der fulgte udgifter med, og siden da har bestyrelsen kæmpet for at få økonomi og drift til at hænge sammen. Strøm, varme, vand og andet koster lidt under 100.000 kroner om året, fortæller næstformanden.

- Det kan lige skralle an med den indtægt, vi har fra udlejning. Men det er rigtig svært at oparbejde en kapital til de store projekter, siger Lasse Olsen.

- Vi kan ikke låne med sikkerhed i bygningen, så vi skal finde andre muligheder til at forbvedre økonomien, siger han.

De store fonde kræver nemlig altid en vis egenfinansiering, så der skal tænkes kreativt, når foreningen skal i gang med for eksempel at lægge ny tag på forsamlingshuset.

Der blev kræset om gæsterne med blandt andet helstegt pattegris ved årets høstfest. 

Der skal tænkes nyt

En af nye indtægtskilder er den årlige høstfest. Det var førhen en fast aktivitet i Fræer Forsamlingshus, men i 2023 genoptog bestyrelsen idéen med stor succes. 10.000 kroner i overskud det først år, og da der igen var høstfest for et par uger siden blev det til lidt  under 8.000 kroner, der kan varme på foreningens konto.

Men høstfester kan ikke gøre det alene, så bestyrelsen er hele tiden på jagt efter nye indtægtsmuligheder, for der er masser af mindre projekter, der også skal skaffes penge til. Frivllige er for eksempel i gang med at bygge et nyt professionelt køkken er undervejs med et særligt vaske og depotrum. Der er masser af muligheder i det gamle forsamlingshus i Fræer, lyder det fra næstfomand Lasse Olsen.

For et par weekender siden var der høstfest i Fræer Forsamlingshus med helstegt pattegris og orkestret Young At Heart.

FAKTA

”Fræer og Omegns Forsamlingshus” er en såkaldt folkeoplysende forening, der kan få tilskud fra kommunen.

Forsamlingshuset i Fræer blev oprindeligt bygget som forsamlingshus i 1918.

Foreningen overtog huset og sportspladsen i 2017 fra Rebild Kommune, efter det i mere end 50 år havde været brugt som kommunalt aktivitetshus for ældre.

Høstfesten fortsatte til de små timer.

e-max.it: your social media marketing partner