Gården mellem Kulturstationen og Ungdomshuset i Skørping skal gøres til et attraktivt samlingssted for byen, og der skal laves trafiksikring i midtbyen. 

 

Af John Jensen, lokaljournalist

 

SKØRPING: Gårdmiljøet bag Kulturstationen har, trods mange aktiviteter gennem årene, levet en lidt upåagtet tilværelse, hvor gården har båret præg af at være bagside til Kulturstationen. 

Det skal der ændres på som en del af en såkaldt områdefornyelse i Skørping.  Et projekt, der blev sat i gang ved borgermøder i 2018, og nu er det tæt på at blive til virkelighed. Forandringerne i Kulturgården, som den nu er døbt, bliver sat i gang snart og vil være klar til indvielse ved byfesten i 2025, lyder det i en pressemeddelelse fra Rebild Kommune.

Trafiksikring

Projektet indeholder både fornyelse af Kulturgården og trafiksikring i Skørpings centrum ved at sænke hastigheden til 40 km/t på første del af Møldrupvej og lave hæveflader med fodgængerovergange i krydsene ved Jyllandsgade og Under Broen, fortæller chef for Center Plan, Byg og Vej i Rebild Kommune Line Morsing Steenberg.

- Vi sænker hastigheden mellem de to områder med hæveflader, fortæller hun.

versigtsplan over planerne for området bag Kulturstationen. Illustration: Rebild Kommune

Et samlende torv

Gårdmiljøet bag Kulturstationen skal være et samlende torv for Skørping, og det skal ske ved at lave en gennemgribende renovering af hele området bag kulturstationen. 

”Kulturgården vil skabe sammenhæng mellem butikker, station og de mange kulturaktiviteter i området. Visionen er at skabe et attraktivt gårdmiljø for borgerne, og samtidig et projekt som har fokus på bæredygtighed og Skørpings placering som byen i skoven”, lyder det.

Biblioteket skal have adgang til en bibliotekshave i gårdrummet, og der skal være vinduer med læse-nicher ud mod gårdmiljøet. 

Der bliver lavet legeplads for flere aldersgrupper, og der bliver opstillet et klimaværk, som ”integreres i gårdrummet og skaber en ny “bynatur”. Aluminiumselementer med organiske former reflekterer sollys, opsamler regnvand og skaber spændende skygger, der giver liv og dynamik til området”, fremgår det af planen.

Der bliver scener og træområdet mellem Meny-butikken og Kulturstationen får stianlæg.

Gården skal åbnes ud mod stationspladsen ved at fjerne den nuværende glasgang mellem Kulturstationen og Rotunden og erstatte den med et område med træer, der kan være med til at invitere folk ind i gårdmiljøet.

 

Kulturstationens gård i sin nuværende udformning ikke så attraktiv, men det skal der gøres noget ved nu.

Dele af trafiksikring må vente

Til gengæld må trafiksikringen af området mellem Kulturstationen og Skørping Station vente lidt, fortæller Line Morsing Steenberg.

- Finansieringen af den del er endnu ikke på plads. Vi håber at kunne få støtte fra DSB’s udviklingspulje, som giver penge til udvikling af områderne omkring stationer, siger hun.

Rebild Kommune venter at få en henvendelse om dette i begyndelsen af 2025, men tidspunktet er endnu ikke helt sikker, lyder det fra centerchefen.

Men når finansieringen er på plads, venter der en væsentlig forbedring af trafiksikkerheden for både bløde og hårde trafikanter. 

Planen for området lægger nemlig i sin nuværende udformning op til, at der etableres cykelsti i begge retninger, adskilt fra biltrafikken. 

Det vil ske på bekostning af en del parkeringspladserne foran Kulturstationen. I øjeblikket er de vinkelrette i forhold til vejtrafikken, men de vil blive erstattet af færre pladser, der følger kørselsretningen, fremgår det af planen. Det vil kunne forhindre de kritiske situationer, der i øjeblikket opstår på grund af dårligt udsyn i forbindelse med p-pladserne.

Men det er altså fortsat en fugl på taget, så på det punkt må Skørpinggenserne væbne sig med tålmodighed lidt endnu. 

Der skal etableres hæveflader ved krydset mellem Møldrupvej og Under Broen med fodgængerovergange for at gøre stedet mere trafiksikkert for de bløde trafikanter.

e-max.it: your social media marketing partner