- Onsdag, 9. oktober 2024
De seneste års budgetforhandlinger var ingen dans på roser, men efter et genoprettet plus på kontoen er byrådsmedlemmerne enige om, hvor pengene skal lægges de næste par år.
Af Lisette Hansen, lokaljournalist - Fotos: Rebild Kommune
Forhandlingerne om kommunens budget for 2025-2028 forløb den 19. september særdeles udramatisk. En stærkt presset økonomi var de seneste par år skyld i delte vande under budgetforhandlingerne, hvor det var vanskeligt at finde et fælles fodslag internt i byrådet og lokale demonstrerede mod de omdiskuterede skolelukninger.
Siden har rammerne ændret sig og der er kommet luft i budgettet. Som det kunne læses i forrige uges avis har byrådet genoprettet kommunens økonomiske balance gennem en fokuseret økonomistyring og ”budgetdisciplin” siden sidste år. Oveni hatten har regeringen efter kommunernes opråb uddelt et ekstra finansieringstilskud, hvoraf Rebild Kommune får 16,4 mio. kr. tildelt. Udvalgte faggrupper får til ansvar at forvalte kommunens nye investeringer og eksisterende indsatser i bl.a. skoleområdet og styrkelse af fritidsliv og lokalområdet.
Ingen nye besparelser er nødvendige og det hele ser lyst og lovende ud. Redaktionen på Folkebladet Rebild har spurgt ind til byrådsmedlemmernes og deres partiers holdninger til den nye budgetaftale, som efter planen skal godkendes den 10. oktober.
Morten Kamstrup (SF), Sandie Jellesen (Den Sociale Fællesliste), Flemming Larsen (Enhedslisten) og Jeppe Ugilt Hansen er dog ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Peter G. Hansen, Socialdemokratiet:
- I Socialdemokratiet er vi tilfredse med, at vi med den nye budgetaftale står i en mere gunstig situation end sidste år, hvor vi var så voldsomt pressede på økonomien, at det førte til besparelser og skolelukninger. Men der blev sat en retning, der allerede nu viser et budget i balance og en styrkelse af likviditeten. I Socialdemokratiet er vi glade for, at vi har været med til at tage ansvar og har været en del af processen.
- Når det så er sagt, skal vi huske, at vi ikke er i mål endnu. Vi skal fortsat have fokus på et budget i balance og en solid likviditet. Det skal være platformen for, at vi på sigt kan tilgodese en række områder under drift og anlæg, der har været forsømt på grund af en række økonomiske ustabile år.

Borgmester Jesper Greth, Venstre:
- Som borgmester er jeg rigtig glad for og tilfreds med, at vi har kunnet finde en fælles vej til en budgetaftale, som alle partier i byrådet er enige om. Jeg ser budgetaftalen som et udtryk for et godt, konstruktivt og respektfuldt samarbejde i byrådet.
- I forhold til Venstre, er vi særlig glade for at vi står på et fundament af de sidste to års budgetaftaler, som har medført, at Rebild Kommunes økonomi er i balance. Og det betyder bl.a. at der for første gang ikke er behov for at sidde og bladre i et besparelseskatalog for at få udgifter og indtægter til at passe. Det betyder også, at vi i budgetaftalen 2025 – 2028 har haft mulighed for at prioritere penge til at fremrykke og intensivere initiativer, der skal løfte kvaliteten på nogle af kommunens serviceområder. Her kan nævnes styrkelse af skoleområdet, styrkelse af lokalområdet og fritidslivet, vedligehold af veje og bygninger, haller og idrætsanlæg samt lokalplaner og miljø. Med det sagt, er det vigtigt at forventningsafstemme med borgerne – de ekstra 17,4 millioner kroner (finansieringstilskuddet fra regeringen plus kommunens ene million i overskud, red.), som er prioriteret til de nævnte områder, kommer ikke til at betyde et væsentligt løft på den oplevede service og kvalitet. De 17,4 millioner kroner skal ses i forhold til et samlet budget for Rebild Kommune på i alt godt 2,5 milliarder kroner og dermed er det samlet set kun et mindre ekstra beløb der er tilført.
- Hvis vi havde haft flere penge, som frit kunne disponeres, kunne et tema være trafiksikkerhed - herunder cykelstier. I det hele taget er vores penge til anlæg meget begrænset. En anden ting kunne være flere pædagoger i dagtilbud, som dog er med i budgettet fra 1. januar 2026.”
Pia Britt Elberg, Radikale Venstre:
- I Radikale Venstre er vi tilfredse med at ekstra 16,4 mio. kr. fra regeringen gør det muligt at lave og måske fremrykke nogle investeringer, samt at alle partier er blevet enige om, at det er fagudvalgene, der skal konkretisere og prioritere investeringerne.
Nicolai Niemann, Det Konservative Folkeparti:
- Vi i den Konservative byrådsgruppe er tilfredse med, at der er indgået en budgetaftale med bred opbakning i hele byrådet, hvor økonomien er i balance uden behov for nye besparelser i 2025, og det samtidig har været muligt via et ekstraordinært engangs finansieringstilskud fra staten at investere i kommunen.
- Vi finder det glædeligt og klogt, at de ekstra afsatte midler i 2025 og 2026 er aftalt at skulle bruges til at fremrykke planer samt initiativer for skolerne, lokalområderne og fritidslivet samt at investere ekstra i: haller, idrætsanlæg, vej, bygninger og miljø.
- Den Konservative byrådsgruppe er glade for, at alle investeringer kommer til at gøre gavn for alle kommunens borgere. Investeringer, der sikrer, at planlagte opgaver og projekter kan igangsættes inden de medfører fordyrende omstændigheder og dermed spare kommunen for unødige omkostninger.
- Tak til alle byrådskollegaer for de konstruktive forhandlinger og viljen til at nå et fælles budget.


