
- Tirsdag, 17. september 2024
Arbejdet med en udviklingsplan for Terndrup blev onsdag for alvor sat i gang på et borgermøde.
Af John Jensen, lokaljournalist
TERNDRUP: Terndrup skal have en plan. Lokalområdet skal have en drejebog, der beskriver den udvikling, byen ønsker, og beskriver de projekter, man i fælleskab prioriterer de kommende år.
Onsdag blev der taget et afgørende skridt mod det mål, da lidt under 50 personer var samlet på Terndrup Skole for at arbejde med en lokal udviklingsplan (LUP) for byen og lokalområdet. Mødet samlede blandet andet folk, der har boet i Terndrup i mange år, tilflyttere og børnefamilier, fortæller Jytte Glad Lauridsen, direktør i Rebild Kommune.
- Det var et godt møde med en bred repræsentation, og det er vigtigt, for det er lokalområdet, der skal drive processen, siger hun.
Der var forberedt kort og andre materialer på forund, så der var noget at tale ud fra.
Vision for Terndrup
Idéer skulle luftes, diskuteres og prioriteres, men først og fremmest skulle der formuleres en vision for Terndrups udvikling.
Jakob Ellemann fra Terndrup Borgerforening og Lokalråd har været med til at arrangere mødet, og han er meget tilfreds med den vision forsamlingen arbejdede sig frem til:
– Terndrup er et trygt sted at komme hjem til! Her er alt hvad du skal bruge: Indkøbsmuligheder, skole, svømmehal, natur og grønne åndehuller samt et aktivt erhvervs- og foreningsliv. Vi vil sætte Terndrup på landkortet; udvikle og forskønne byen, og skabe et mødested med aktivitetsmuligheder for unge, så der er plads til alle.
Glad for opbakning
Jakob Ellemann er glad for den gode opbakning til mødet, der kan få stor betydning for byens udvikling.
- Lokalområdet er sammen om at sætte retning for udviklingen og vælge, hvilke indsatsområder, vi skal arbejde med. Med en lokal udviklingsplan i hånden står vi stærkere, når vi skal tale med investorer, fonde, puljer og lignende, og den vil være en guide, når der skal træffes beslutninger om Terndrups fremtidige udvikling, lyder hans opsamling efter mødet.
Valg af indsatsområder
Ud over visionen blev der udpeget en række indsatsområder, som Terndrup-området vil satse på i de kommende år. Der skal i første omgang sættes særlig fokus på tre områder, men meningen er, at det er en løbende proces, hvor der kan komme ændringer i de kommende år, fortæller Jytte Glad Lauridsen, der dog understreger, at drivkraften i byens udvikling skal komme fra borgerne.
Samtalerne foregik både i et samlet forum og i mindre grupper som her.
Kommunen kan hjælpe
Kommunen kan hjælpe med gode råd og sparring i forbindelse med projekter, for eksempel når idéer skal trykprøves, inden de bliver sat i gang.
- Der er jo ingen grund til at bruge kræfter på idéer, der på grund af regler eller andet, ikke kan realiseres. Det kan vi hjælpe med at vurdere, og der bliver også en mulighed for vis kommunal finansiering i forbindelse med nogle af projekterne, lyder det fra Jytte Glad Lauridsen.
Næste skridt i LUP-arbejdet bliver, at Lokalrådet 1. oktober mødes med blandt andre kommunale repræsentanter for at samle trådene efter onsdagens møde. I uge 41 kommer der et nyt borgermøde, hvor ideer og indsatser gøres mere konkrete. I december bliver der samlet op, og kort derefter vil der blive offentliggjort et skriv med en samlet plan i stil med den, der allerede er lavet for Ravnkilde.
Alle byer skal med
LUP-arbejdet er begyndt med fire byer, der blev hårdt ramt i forbindelse med besparelser og budgetlægning i 2023. Men alle byer i Rebild Kommune skal de kommende år have en lokal udviklingsplan, fortæller Jytte Glad Lauridsen. Hun tør ikke give en fast tidsramme for, hvornår alle er igennem LUP-processen.
Pilotperioden med de første fire byer Ravniklde, Øster Hornum, Terndrup og Haverslev, har større kommunale involvering, men kommunen vil fortsat være en del af arbejdet ved de efterfølgende områder.
- Jeg tænker, at udviklingsplaner for tre-fire byer om året ikke er urealistisk, siger hun.
Som afslutning på aftenens arbejde blev der lavet en fælles fremlæggelse.
INDSATSOMRÅDER
Indsatsområder for LUP i Terndrup:
Natur og Miljø/grønne områder
Trafik/trafiksikkerhed
Ådalsprojektet
Byudvikling og erhvervsudvikling
Udlægning af flere arealer
Børn og unge/aktivitetshus for alle
Branding, overblik og synlighed (faciliteter, aktiviteter, bosætning, tilflytterpakke)
Skabe og styrke sammenhold
Foreningslivet skal fastholdes og udvikles
Idrætscentret som samlingssted.
Under disse samlende overskrifter, blev der fremført mange spændende små og store specifikke projekter, fortæller Jakob Ellemann.