DN Rebild arrangerer en aften om dag- og natsommerfugle i Danmark. En aften, hvor man kommer langt omkring sommerfuglenes liv, biologi og plads i naturen.

 

Hvordan er sommerfuglene påvirket af klimakrisen – nye arter og arter, der forsvinder? Nogle arter er stærkt truede, andre arter klarer sig fint, så biodiversitetskrisen påvirker forskelligt. Dette belyses ved sommerfugleaftenen tirsdag den 24. september på Naturskolen Skillingbro.

Antallet af dagsommerfuglearter er gået stærkt tilbage de seneste 50 år. Det drejer sig især om arter, der stiller store krav til biotoperne hvor de lever.

Fra flere sider arbejdes der med at registrere og observere sommerfuglene. På aftenen gennemgåes to projekter: et lokalt, hvor Naturstyrelsen registrerer i Rold Skov og i Rise Skov. Desuden et større internationalt projekt ”Danmarks Dagsommerfugle”.

Amatørerne har haft meget stor betydning for  viden om de danske sommerfugle. Der er flere sommerfugleforeninger i Danmark, og amatørerne bidrager med et væld af registreringer i databaser, hvor der er millioner at data som videnskaben har adgang til.

På grund af den store tilbagegang af dagsommerfugle er en række dagsommerfuglearter blevet fredet.

Følgende holder oplæg: Kristian Knudsen, fmd. Nordjysk Lepidopterologklub. Lars Wachmann, Naturvejleder Naturstyrelsen Himmerland. Roar Skovlund Poulsen, biolog Aalborg Kommune og Aage Langeland, DN Rebild.

Naturskolens sommerfuglesamling vil være åben for besigtigelse hele aftenen.

/HF

e-max.it: your social media marketing partner