I Gl. Skørping kunne man søndag eftermiddag supplere dagens Gran Fondo-cykeloplevelse med musikalske oplevelser, kage og pølser i haven hos Tine Lilholt og Klaus Thrane. 

 

Af John Jensen, lokaljournalist

 

Det musikalske par har de seneste år inviteret til sensommerkoncert med dem selv og musikvenner som en del af det kulturelle liv i landsbyen. 

Men i år kom der lidt ekstra krydderi på oplevelsen i form af et uventet cykelløb, der blokerede for al færdsel til byen i timerne op til koncerten skulle begynde. Det gav lidt udfordringer, fortæller Tine Lilholt.

- Da vi planlagde koncerten, var der ingen oplysninger om løbet. Faktisk var det lidt et tilfælde, at vi så oplysninger om løbet på Facebook. Vi har fået alt for lidt information på forhånd om det arrangement (verdensmesterskabet i landevejscykling for amatører, Gran Fondo, - red.), og kommunen vidste ikke noget, for de har ikke været inde over, siger hun.

 

Omkring 100 havde indløst billet til sensommerhygge og musikalske oplevelser i dejligt vejr.

Krævede kreative løsninger

Det indebar blandt andet, at musikeren, der skulle levere lydanlæg til koncerten, måtte parkere et stykke fra koncertstedet og transportere udstyret det sidste stykke vej til fods. Men også da koncertstarten nærmede sig, var der blokeret, så de tidlige gæster måtte tænke kreativt for at komme til koncert.

Svend Mikkelsen og Inge Jørgensen fra Frøstrup skulle mødes med Knud Erik Rosenstad fra Horsens for at spise på Bagtanker i Skørping inden koncerten, fortæller de, og det gav lidt udfordring.

- Men vi fandt en løsning, så vi kunne nå at spise, inden vi kom herud, siger han.

Udfordringerne blev håndteret med et smil, for forventningerne til dagens koncert var store. Det var de også for Tommy Sørensen fra Skørping, der var til sensommerkoncert i Gl. Skørping for tredje gang med sin hustru.

- Der er altid hygge, gode musikere og dejlig musik, så her kommer vi meget gerne, siger han.

Tommy Sørensen fra Skørping er med til sensommerkoncerten for tredje gang, og han glæder sig som altid over de gode musikere og hyggen i haven.

Begyndte i coronatiden

Sensommerkoncerterne begyndte i coronatiden, fortæller Tine Liholt, hvor der blev muligt at få musikerlønninger betalt til sådanne koncerter.

- Da tilskuddet forsvandt, valgte vi at fortsætte på ”egen hånd”, altså som en del af vores firma, siger hun.

Der er nærmest garanti for fuldt hus med cirka hundrede tilskuere i haven, og det glæder arrangørparret.

- Jeg er virkelig imponeret. Folk møder op uden at vide, hvad der venter dem i år. De køber billet til noget, de ikke ved, hvad er. Det er jo fantastisk, lyder det fra Tine Lilholt.

I år bød programmet på musik fra Tine Lilholt og Klaus Thranes fælles projekt Dyrekredsen men også forskellige konstellationer med de deltagende musikere Henrik Mølbjerg, Casper Dybdahl, Jesper Frost Bylling, Sigrid Frost fra Færøerne, Ole Sloth. 

Svend Mikkelsen, Knud Erik Rosenstad og Inge Jørgensen fra Frøstrup fandt hurtigt sammen omkring bordet med Gerda Mikkelsen og Jannie Didia fra Aalborg.

e-max.it: your social media marketing partner