Sensommeren blev rundet af i Støvring med slagtilbud i Jernbanegades forretninger, god mad og underholdning for enhver smag.

 

Af lokaljournalist Lisette Hansen

 

STØVRING: Torvet var fyldt med glade mennesker i alle aldre, da årets byfest rullede sig ud fredag og lørdag. Næsten hver en siddeplads var besat og folk var ivrige efter at smage på lidt af hvert til uhørt gode priser. Foruden den store grisefest, kunne man også forkæle ganen med streetfood i form af alt fra pizza og kage til sushi og tapas. En god øl går også godt til livemusik i solen, var der flere, der vidste.

Mumitrolden delte krammere ud til forbipasserende ved Kop & Kande.

Børnene var også godt underholdt: foruden de mange hoppeborge, blev der bl.a. også tegnet måske Danmarks længste hinkebane, gravet efter guld og med stor begejstring undersøgt interiøret i en brandbil.

Det maritime tema kom til udtryk ikke kun ved matroshuer på personalet i Mesterbageren og Evan Bisgaard fra Bisgaards Vinhandel; Hos Footsteps kunne man fiske efter rabatter i et soppebasin og dagplejebørnenes havde lavet deres egen udstilling af udklippede havdyr i fiskenet.

Masser af ivrige små guldgravere. Foto fra byfestens facebook.

Igen viste de lokale stor opbakning til Havnebyfesten og at Støvring har det hele – måske lige med undtagelse af en havn!

Brandbil fra Falck i Støvring blev nøje undersøgt. Foto fra byfestens facebook.

Byens dagplejebørn havde været kreative og sørget for maritim udsmykning ved torvet.

De mange hoppeborge var som sædvanligt et sikkert hit.

 

e-max.it: your social media marketing partner