Hjerteforeningen Rebild inviterer til endnu et spændende foredrag, og foredragsholderen er overlæge Peter Bisgaard Stæhr, Regionshospitalet Nordjylland, kardiologisk afdeling, Hjørring.

 

Så er Hjerteforeningen Rebild klar med efterårets første foredrag.

Tirsdag den 17. november i Stubhuset er foredragsholder Peter Bisgaard Stæhr, som tidligere har gæstet Hjerteforeningen med inspirerende og informative foredrag og formidlet viden på fremragende vis. Denne gang er emnet ”Blodtrykket”. – Måske lidt kedeligt – men vanvittigt vigtigt for hjerte-kar-sundheden, fortæller Peter Bisgaard Stæhr.

Forhøjet blodtryk er en af de hyppigste årsager til hjerte-karsygdomme. Omkring 1 ud af 5 danskere lider af forhøjet blodtryk og faktisk er 30 % af os ikke klar over det.

Forhøjet blodtryk kan man som regel ikke selv mærke – men det belaster hjertet, hjernen, hovedpulsåren, nyrerne og mange andre organer. At holde blodtrykket på plads, er derfor én af de mest effektive måder at forebygge bl.a. blodpropper, demens og nyresygdomme på. I aftenens foredrag vil Peter Bisgaard Stæhr forklare disse forhold og vil også fortælle om, hvilken medicin man kan bruge og hvor effektivt behandlingen er.

Aftenens foredragsholder arbejder til dagligt med hjertepatienter, og kalder sig selv for en ”gammeldags intern mediciner” og ”en blandet landhandel” med en ph.D. i endokrinologi, en lang periode med arbejde i FAM – den fælles akut modtagelse på sygehuset – og et job som overlæge i kardiologi i Hjørring.

/HF

e-max.it: your social media marketing partner