- Onsdag, 7. august 2024
Sidste nyt fra Opera i Rebild

Mezzosopranen Johanne Højlund.
Det er med stolthed og forventning, at folkene bag Opera i Rebild kan præsentere et nyt navn på scenen. Mezzosopranen Johanne Højlund er nemlig trådt til med kort varsel og erstatter dermed Kari Dahl Nielsen, som har meldt afbud på grund af sygdom.
Johanne Højlund er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og på Operaakademiet i København. Herudover har hun uddannet sig hos Madrid Operastudio.
Der bliver virkelig noget at glæde sig til, for Johanne Højlund har sunget adskillige partier på Det Kongelige Teater, blandt andet Carmen i Carmen og Olga i Eugene Onegin og har også sunget Maddalena i en produktion af Verdis Rigoletto ved Haldenstein Schloss Oper. Herud over optræder hun ofte som oratoriesolist og har blandt andet sunget Händels Messias, Bachs Juleoratoriet og mange andre store partier.
For 22. gang lyder der imponerende og smukke operatoner fra scenen i Rebild med naturen som bagtæppe. Og i år med et helt særligt fokus på kærlighedens uransagelige veje. Alt sammen skabt af mange ihærdige frivillige.
- Vi glæder os helt enormt til at præsentere et usædvanligt spændende program med store navne, hvor kærlighedens mange facetter foldes ud på smukkeste vis igennem fantastisk musik fra det helt store operarepertoire, lyder det begejstret fra pressechef Susanne Sangill, der også er medlem af bestyrelsen bag det store og imponerende arrangement. Og i realiteten er selve dagen kulminationen på et helt års forarbejde!
Kæmpemæssig frivillig indsats
Det hele begyndte faktisk, lige så snart de sidste toner var forstummet i Rebild Bakker efter sidste års arrangement. For ud over afrigning af teknik og udstyr samt oprydning af pladsen, så gik bestyrelsen bag Opera i Rebild i gang med planlægning, kontraktskrivning og kontakt til hele det kunstneriske hold. Foruden mange andre administrative og praktiske opgaver med næste års scene, lyd, lys, transport og faciliteter på pladsen, der, lige som et velspillende orkester, bare skal spille, når publikum igen indtager Operapladsen i Rebild nu på søndag, den 11. august. Og efterhånden som sceneunderholdningen går op i en højere enhed, så træder pr-folkene i aktion med pressemeddelelser, program, flyers, og informationsmateriale til medier og sociale platforme.
- Men der er mange andre frivillige i aktion. En hær af foreningsfolk står nemlig også klar i dagene lige op til selve den store dag med opstilling og klargøring, og selvfølgelig med parkering, billettjek og med at hjælpe publikum på plads og mange andre opgaver, inden det hele starter. Det skæpper alt sammen lidt i klubkassen hos de foreninger, der er med, men uden al denne hjælp, så ville vi slet ikke være i stand til at gennemføre denne herlige eftermiddag, lyder det taknemmeligt fra bestyrelsesformand Kristian Østergaard fra Opera i Rebild.

Sprudlende Preben Kristensen er klar som konferencier
Kærlighed – umulig og uendelig
Bag temaet kærlighed gemmer sig spørgsmålet: Hvad er kærlighed? Er det blot følelser, baseret på hvad vi som mennesker selv får ud af det, eller rummer den så meget mere? Men også at kærligheden kan have en pris, være uselvisk eller alt opslugende.
- De store navne der skal fortolke kærlighedens uransagelige veje tæller blandt andet den svenske lyrisk-dramatiske sopran, Cornelia Beskow, der er uddannet på såvel Copenhagen Opera Academy som på Stockholms Kunstakademi. På herresiden kan publikum blandt andet glæde sig til den danske tenor Magnus Vigilius, der har optrådt på operascener fra Den Fynske Opera i Odense til den tjekkiske Nationalopera samt ved verdensberømte Bayreuther Festspiele, lyder det fra Susanne Sangill, der især glæder sig til at høre kærlighedens mange facetter iscenesat med musik og toner fra Wagner, Mozart, Händel, Puccini og mange andre verdenskendte komponisters fortolkning og fremført af velspillende Aalborg Symfoniorkester, med dirigentstokken lagt i Christian Kluxens sikre hænder.
Og selvfølgelig præsenteres det af konferencier Preben Kristensen, der, med sit sprudlende humør og et overraskelsesnummer, igen er klar til at lede slagets gang. Også koret Coro Misto og Tine Orth-Højgaard, der både er sanger og korleder, og som skal lede fællessangene, kan man møde, når scenen sættes for endnu en enestående musikoplevelse i Rebild.
Folkefest i klassiske toner
I lighed med tidligere er publikum meget velkommen til at medbringe borde, stole, den kølige hvidvin og madkurven, hvis man ikke benytter sig af tilbuddet om at bestille en madkurv ved et par hurtige klik på Opera i Rebilds hjemmeside.
- Selvfølgelig sætter vi igen et særligt fokus på, at alle kan få en god oplevelse. Handicappede kan få hjælp af p-vagterne til at køre så tæt på pladsen som muligt, og vi har også en golfvogn til at transportere gangbesværede det sidste stykke fra parkeringspladsen og frem til scenen. Der er selvfølgelig også en storskærm, så alle kan se solisterne, fastslår Susanne Sangill. Hun glæder sig dog især til uddelingen af Rebild Musikpris, der i år uddeles for 16. gang.
Rebild Musikpris
- Det er en smuk tradition, der i særlig grad gør opmærksom på en af landsdelens musiktalenter. Prisen tildeles en ung nordjysk musiker eller sanger, som ved sit talent for klassisk musik har gjort sig særligt bemærket. Prisen er på 25.000 kroner, og med i prisen følger en solistoptræden på dagen med Aalborg Symfoniorkester. Den er doneret af Gudrun og Palle Mørch Fonden, fortæller pressechef Susanne Sangill, der supplerer med, at initiativet hertil kom fra Rebilds helt store musikpersonlighed Søren Steen Nielsen, der gennem mange år var kunstnerisk ansvarlig for Opera i Rebild.
- Det hele finder som sædvanligt sted på Operapladsen på toppen af Rebild Bakker, så det er bare om at få sikret sig billetter, bestilt eller pakket madkurven, og så glæde sig til en ganske usædvanlig oplevelse med klassisk musik og operatoner i verdensklasse, slutter Susanne Sangill.
'
Susanne Sangill fra bestyrelsen overrakte Musikprisen til sidste års prismodtager Ann Sophie Rønne Andersen.


