
- Tirsdag, 30. juli 2024
Årets Under Solen Festival i Himmerlandsbyen ved Aarestrup bød i den forgangne weekend på musik, foredrag og hygge for alle aldersklasser.
Af John Jensen, lokaljournalist
Efter en fredag med truende dagsregn lige indtil startskuddet, fik årets Under Solen Festival meget bedre muligheder lørdag for at leve op til sit navn. Et par enkelte dryp fra oven kunne ikke forhindre deltagerne i at nyde en hyggelig festivaldag under åben himmel, og festivalpladsen emmede hele dagen af afslappet hygge.
Voksne og børn fra nær og fjern havde lagt vejen forbi den lille økolandsby Himmerlandsbyen for at høre musik og hygge sig med familieaktiviteter til den tredje Under Solen Festival.
Samværet med gæsterne på festivalpladsen er det vigtigste for Jens-Peter Trolle Thomassen.
Småt er godt
Med et par hundrede deltagere i løbet af weekenden er festivalen langt fra niveauet på de store festivaler. Men det er er ikke det, der betyder noget for os, lyder det fra Jens-Peter Trolle Thomassen, der er talsmand for festivalen.
- Det vigtigste for os er det, vi kan se her: 30-40 mennesker, der sidder og hygger sig i solen med lækker musik, mens der er ansigtsmaling derovre, plantefarvning af tøj der. Og der er der nogen, som laver pandekager over bål, siger han og peger rundet på festivalpladsen.
Samværet og udgangspunktet i Himmerlandsbyens værdier er det vigtigste.
- Det vigtigste for os er, at vi vil leve i omsorg for naturen, hinanden og os selv. Og festivalen er her, fordi vi gerne vil møde nye mennesker og lære dem at kende, siger Jens-Peter Trolle Thomassen.
- Vi vil gerne vise os selv og vores sted frem. Ja… vi er lidt specielle, men så mærkelige er vi altså heller ikke. Til gengæld er vi er et sted med højt til loftet. Der er også plads til dem, der ikke passer ind andre steder, fortsætter han.
Publikum var en god blanding af lokale og folk fra Aarhus og København, der havde lagt vejen forbi Himmerlandsbyen til årets Under Solen Festival.
Mangfoldighed
Under Solen Festival er en blanding af musik, aktiviteter og stande, hvor deltagerne kan blive klogere på bæredygtighed. Der er foredrag om tiny houses, alternative byggematerialer og det kommende økobofællesskab i Arden, Broland, fortæller om deres planer.
De optrædende solister og bands er fundet via et samarbejde med Huset i Hasserisgade i Aalborg. Rundt omkring på pladsen kan børn og voksne hygge sig med plantefarvning af tøj, male på sten, ansigtsmaling, og man kan lave pandekager over bål.
- Vi synes, det lød spændende, så vi skulle lige en tur herover for at se, hvad det er. Og det er jo rigtig hyggeligt, siger Sofie Hammer Vandborg fra Gerding.
Virksomheden Jysk Træfiber er på pladsen for blandt andet at slå et slag for at isolere huse med træfiber, fortæller Kristof Villumsen.
- Vi bruger ikke mange penge på markedsføring. Mund til mund-metoden og sådan noget som det her er tilstrækkeligt for os, siger han.
Tæt på er der mulighed for at købe og bytte tøj og bøger, og ved siden af fortæller Teis Bolduc fra Aalborg om brug af ler og halm som byggematerialer. Her kan gæsterne også smide skoene og trampe sig til en god lerblanding, der kan bruges til at bygge med i overdækningen ved siden af.
Jonatan Pedersen, Benjamin Pedersen og Kristina Thomassen sikrede sig lidt eftermiddagsmad med tålmodigt arbejde ved bålfadet.
Kalder på endnu en gentagelse
Festivalpladsen syder i det hele taget af aktivitet med spændende musik, masser af smil og positive reaktioner, så der kunne godt være basis for en festival nummer fire i 2025.
- Uh ha, lyder det søndag formiddag fra en træt men glad og tilfreds Jens-Peter Trolle Thomassen, nu skal vi lige have sundet os og have dækket søvnunderskuddet, og så tager vi stilling til det lidt senere. Men mon ikke, festivlen er tilbage næste år.
Niels Krogh Søndergaard fra Skørping havde taget turen til Himmerlandsbyen for at hygge sig med børn, musik og masser af aktiviteter.
6-årige Margrethe fra Nibe, var med sin far Nikolaj Yde til festival, hvor de hyggede med blandt andet stenmaling.
Frode, Anker og Viggo Hammer Vandborg fra Gerding var dybt koncentrerede om at arbejde med plantefarver.
Flemming Rasmussen havde valgt at bruge Under Solen Festivalen på at fortælle lidt det nye bofællesskab i Arden, Broland.
Han fortalte om visionerne for projektet, der med tiden ender med 25 tiny houses bag rideskolen i Arden. Man læse mere om det på broland.dk, fortælle han, mens han viser den store oversigtsplan over stedet.
Kristof Villumsen repræsenterede Jysk Træfiber, der var på festivalen for at fortælle om bæredygtig isolering af huse.
Teis Bolduc fra Aalborg har i flere år arbejdet med at bruge ler, halm og genbrugstræ som byggematerialer. På hans stand var der mulighed for at trampe sig til en god lerblanding, der kan bruges til at bygge mure og alt mulig andet.
Bæredygtighed har en central placering i Himmerlandsbyen og dermed også på festivalen. Byt en bog var derfor også blandt tilbuddene på Under Solen Festival.