23-årige Kasper K. Pedersen lægger ikke bare tagpap på et højere plan, men er også blevet en vigtig ambassadør for hele tagdækkerfaget.

I dag blev han hædret med DI Aalborgs Lærlingepris 2024. 



– Kasper har gjort en enorm forskel her hos os, både for kunderne og for kollegerne på virksomheden. Han har overgået alt, hvad man kan forvente af en lærling, og jeg ser ham som en rollemodel og ambassadør for hele sit fag, siger Per Sadolin Pedersen, som er adm. direktør i STS Støvring A/S.
- Vi har simpelthen en kæmpe udfordring med at vække interesse for tagdækkerfaget blandt de unge mennesker. Kasper gør derfor hele branchen en tjeneste, når han viser sig selv og faget frem på Skills og til andre arrangementer, siger direktøren.

Henrik Hagens, som er CEO i Hagens A/S og vicebestyrelsesleder i DI Aalborg, stod for prisoverrækkelsen sammen med borgmester Jesper Greth fra Rebild Kommune.
 - Jeg ser Kasper som et vigtigt forbillede for de unge. Et godt eksempel på, at der findes mange veje til en god erhvervskarriere, og at de sagtens kan gå via en gymnasieuddannelse. Det vigtigste er, at man finder sin egen vej, og at virksomhederne – præcis som i det her tilfælde – er med til at skabe nogle rammer, der er både trygge og motiverende for den enkelte, lyder opfordringen fra Henrik Hagens fra DI Aalborg,

Også Jesper Greth (V), borgmester i Rebild Kommune, roste Kasper og hans indstilling til, på baggrund af en gymnasial uddannelse, at gå ind i et håndværksfag og blive rigtig god til det. – Det harmonerer godt med min indstilling som både person og borgmester, nemlig, at de opgaver, du vælger som din levevej, bliver du også rigtig god til, og det er Kasper et godt eksempel på, sluttede borgmesteren

e-max.it: your social media marketing partner