- Onsdag, 13. marts 2024
Bedsteforældrenes Klimaaktion Rebild har for nylig haft et inspirerende besøg af Mikkel Olesen fra KlimaMarts. Mikkel går fra Hirtshals til København med sit skilt: »For klimaet«.
SKØRPING: Alle kan gå sammen med Mikkel og hans venner. De har fokus på: »Dialog på tværs af geografi og generationer«. Når de går igennem vores dejlige land, mødes de med landmænd, efterskoleelever, højskoleelever, folk der ønsker at høre om, hvad vi kan gøre for klimaet.
Mikkel gav udtryk for, at »det fornemmeste mål med KlimaMarts er at være med til at skabe fokus på klimaet ned gennem landet fra Hirtshals til København i løbet af marts«. Det gør vi ved at række ud til mennesker og initiativer, der hver især er et af de rigtig mange små bål, der lyser op spredt udover hele landet.
Mikkel og vennerne gik også turen sidste år. Det er både deres overbevisning og en erfaring fra dialogen på marchen sidste år, at nok kan vi i fællesskaber flytte en del, men ændringen kommer ikke uden politisk handlekraft, fortæller Bitt Juul Jensen fra Bedsteforældrenes Klimaaktion i Skørping.
Årsagen til, at det netop er marts de vandrer og markerer vores overforbrug, er at vi i Danmark har brugt alle de ressourcer vi egentlig må bruge på et helt år – allerede den 16. marts 2024. Det vil sige, at vi kører på “naturens overtræk” fra d. 17. marts og resten af året, underbygger Mikkel Olesen oplysningen.
Det betyder også, at hvis alle i hele verdenen levede som vi gør i Danmark, vil vi skulle bruge 4,8 jordkloder for at have ressourcer nok. Og sidst vi så på os selv ude fra rummet – var jorden rund og der var kun én. / JS


