I lørdags blev man i den grad forført og fortroldet af Sofie Trolle og Thomas Buttenschøn ved deres koncert i KulturStationen i Skørping!

 

SKØRPING: Koncerten indledtes med fire veloplagte, humoristiske og velskrevne sange af lokale Sofie Trolle fra Aarestrup med ildrødt hår, lange fletninger under fin damehat og smuk, rød kimonokjole, og hun fik lynhurtigt fanget os i det talstærke og legelystne publikum med sin tørre humor, flotte stemme og virkelig gode sange ved det smukke velklingende Sauter flygel!

Derpå gik det ellers ud over stepperne med en meget veloplagt, velsyngende og dødcharmerende Thomas Buttenschøn, som serverede en stribe knaldhamrende gode og intense sange med masser af glimt og smut i øjnene. Hvor synger han dog flot og stærkt i falset og mere almindeligt stemmeleje! Derudover spiller han stærkt på guitar og flygel.

Thomas Buttenschøn - med masser af glimt i øjnene. Foto: Musikstationen.

Han har spillet her to gange før: for nogle år siden i en flot dobbeltkoncert med Annika Aakjær, og senere i en børnekoncert med Carl Qvist Møller som livetegner og percussionist.

Men denne gang strålede han i endnu højere grad med et spændende udvalg af hans fine sange, med megen humor og alvor, og hvor han så ud til at befinde sig som en fisk i vandet i et publikum, som han havde i sin hule hånd!

Han fortalte om sine oplevelser med at vokse op som mørk dreng i Gylling ved Horsens, kontra hans besøg i sin mors hjemland Zambia og blive kaldt hvid og “Muzungo”!  Og om hans liv som familiefar  plus meget andet spændende: Han er en forrygende fortæller, entertainer og sangskriver af allerbedste karat.

Det var en herlig koncert!

/HF

e-max.it: your social media marketing partner