»Adrian og Meredith« i Skørping:

 

KØRPING: Torsdag i sidste uge var der koncert i Tangosalonen i Skørping med et fuldstændig forrygende og totalt forførende topersoners Band: »Adrian og Meredith«, arrangeret af den nye og sprællevende Skørping Kulturforening! 

Rammerne var i sig selv noget helt særligt: Et pænt stort og meget stemningsfuldt danselokale med væggene tæt dekoreret af massevis af gamle, guldindrammede spejle, malerier, lampetter, kandelabre, draperede gardiner mm., meget hyggeligt og i en stil, så man i den grad forstår trangen til tangodans, men desuden yderst indbydende og hyggeintimt til koncertlokale med næsten tres meget tændte og medlevende publikummer.

May fra Arden viste sit store sangtalent og flair for at skrive gode sange.

Efter formanden Karolina Heidarsdottir Kanstrups velkomst, gik det nemlig over vældige musikalske stok og sten! Først optrådte en meget velsyngende og dygtig ung sangerinde: May fra Arden med fire sange, som viste hendes store stemme, sangtalent og flair for at lave gode sange, som publikum fik to smagsprøver på: en »Sommersang« og en om »Hjemve«, og desuden to flotte coversange, hvoraf især Amy Winehouse sangen »Valerie« tog kegler! 

Aftenens højdepunkt var Adrian og Meredith.

Så kom aftenens højdepunkt: De dødcharmerende, gennemmusikalske og meget humoristiske: »Adrian« på guitar, sang, og fodtramp, og hans kvindelige makker: »Meredith« på violin, stepdans, sang og højt humør, masser af glimt i øjnene og ligeledes massevis af humor. Begge direkte fra Nashville Tennessee i USA! De spillede og sang deres helt egen blanding af Roots, Rock, Americana, Folk, Irsk, Balkan, spillemandsmusik og dansemusik med masser af kant! 

Det blev en herlig aften, som gennemvarmede publikums knogler, så man næsten glemte blæsten og kulden, og nærmest dansede derfra!

/ JS

e-max.it: your social media marketing partner