De Rytmiske Unoder havde valgt at fejre korets 25 års jubilæum med at afholde en korworkshop på Kulturstationen lørdag den 3. februar 2024.

 

SKØRPING: Alle korsangere i himmerlandske kor var inviteret, og rigtigt mange fra mange forskellige kor havde meldt sig. 

85 forventningsfulde og glade sangere var mødt op, og deres forventninger blev godt og vel indfriet.

En sprudlende, erfaren, levende og meget tydelig Tina Ohrt Højgaard fik hurtigt sat fut i de lidt morgensløve sangere. Nogle af sangerne kendte hinanden fra deres kor, mens andre kunne føle sig lidt fremmede i selskabet, men det fik de ikke lov til ret længe. Gennem en times opvarmning fik sangerne både kontakt med hinanden og en fornemmelse af, hvordan deres egen krop, bevægelse og stemme kunne give sangen udtryk.

Tina Ohrt Højgaard har 25 års erfaring med at undervise sang, performance, sangimprovisation og kordirektion på alle niveauer fra begyndere til professionelle. I dag underviser hun hovedsageligt på Klejtrup Musik Efterskole og rytmisk kordirektion på Aalborg Universitet.

Et stort kor kræver en tydelig dirigent, der ved, hvor hun vil hen. Og det lykkedes. I løbet af de seks timer, som workshoppen varede, lykkedes det ”koret” at lære tre sange, som skulle fremføres ved en efterfølgende koncert. 

Læringen skete med en let og munter vejledning garneret med små og sjove beretninger om liv, sang og familie. Alle havde åbne ører, fordi fejl var tilladt, så sangerne kunne slappe af og give den fuld gas i sangen. 

Så da koncerten nærmede sig, og publikum strømmede ind, var koret klar. 

På trods af en noget sparsom annoncering var det alligevel rygtedes, at der var korkoncert lørdag eftermiddag på Kulturstationen. Omkring 80 mennesker havde fundet vej til koncerten.

Ved koncerten kunne Annette Thorn, som var med til at starte De rytmiske Unoder for 25 år siden, fortælle om grunden til, at 14-15 unge kvinder dengang fandt på at synge sammen. Det var i de første mange år af koret livsglæden ved af synge sammen, der var bærende. I den første tid havde koret kun meget få koncerter. 

Lene Grønbæk, som var korets 4. dirigent, kunne berette, at hun oplevede, hun var blevet inviteret ind i en kage og kaffeklub. Pauserne var ret lange og kager ret fedende, så det fik hun så lavet om på. 

Korets nuværende dirigent, Thomas Pedersen, afsluttede talerækken med at takke for, at være blevet inviteret som dirigent til koret, og dermed også blevet præsenteret for Skørpings helt imponerende kulturliv.

Og så blev der sunget, og givet koncerter. Mange af de nuværende kormedlemmer husker med glæde især juleperioden med sangene fra Oslo Gospel choir og de høje Christmas Carols.

Der var to sange, hvor publikummerne fik lov at synge med, og hvor man i den ene sang trestemmigt med koret efter Tines muntre og kyndige instruktion!

Og de tre sange Ud under åben himmel, Når Iskrystallen Smelter, og afsluttende med You´ve got a friend, som koret havde øvet og lært gennem dagen.

En forrygende kordag med workshop og koncert. 

De rytmiske Unoder er et lille kor uden egne midler. Derfor har dette arrangement kun kunnet lade sig gøre med støtte fra Sparekassen Danmark og Byfesten i Skørping.

/HF

e-max.it: your social media marketing partner