12 stk.

• 125 gr. smør

• 3 æg

• 125 gr. sukker

• 125 gr. mel

• 2 tsk. vaniljesukker

• 150-200 gr. knuste makroner

Smelt smør. 

Pisk æg og sukker, til det er hvidt og luftigt. 

Bland mel og vaniljesukker i, og tilsæt smør og makroner.

Fyld i 12 muffinsforme, og bag ved 200 grader 20-25 min.

 

Så er vi allerede en uge inde i november, og så er det tiden at få ryddet op i nogle dåser og glas, og i min søgning har jeg fundet nogle makroner - ikke at de er gamle, men der er ikke flere rabarber hverken i haven eller fryseren, og æblekager er lavet i flere versioner, så der er kun makronerne tilbage. Dåsen skal vel også bruges til den ene slags julesmåkager, jeg bager.
I år tror jeg, det bliver noget med pistacienødder...

Tilbage til makronerne. Jeg kan godt lide at have noget nemt i fryseren, og det er i hvert fald nemt at have nogle muffins. De kan jo laves med alt muligt, så hvorfor ikke prøve med makroner? Mit motto i denne verden har altid været: ”Der er intet, der er umuligt, før det er prøvet!” Og som regel går den slags forsøg godt, og det gjorde det også denne gang.

Der kunne laves meget andet med makroner, men næppe noget, der er hurtigere og billigere. Og det kan da være et mål i sig selv!

I det hele taget kan det for nogle mennesker være svært ’at finde på’, når der skal laves mad. Aldrig har det været – og bliver det nok heller aldrig – et problem for mig. Det er nærmere et spørgsmål, om hvad jeg skal vælge, for der dukker som regel flere ting op.

Men som jeg læste engang:
”Lad din medicin være din mad, og mad din medicin” (Hippokrates).

e-max.it: your social media marketing partner