Søndag den 17. og mandag den 18. sept. blev der sunget lidt mere end almindeligt i Øster Hornum. 

n Ø. HORNUM: Det startede godt nok uden sang kl. 13 med en hyggelig guidet byvandring, hvor historien om huse, værksteder og butikker blev vakt til live for en blandet gruppe af barnefødte ØH’ere, unge nytilflyttere, ældre tilflyttere og alt der imellem. Der var ca. 35 deltagere i en fælles interesse for den gamle bys historie og historier om bemærkelsesværdige borgere gennem tiden. Fortalt med et glimt i øjet af Søren Thrysøe og Niels Nørgaard Nielsen.

Efter byvandringen var det blevet kaffetid, så mange af deltagerne søgte til forsamlingshuset, hvor der var indbudt til fællessang med kaffe og kage. Her fik sangene luft under vingerne, og der bredte sig en fælles glæde ved at sidde sammen og bare synge med for sangens skyld. Alle ca. 45 deltagere måtte sande, at sang gør noget godt for humøret! En del af sangene var således også »ønskesange«, som på forhånd var indgivet, og resten havde arrangørerne Mette Bach-Larsen, Sune Bendsen, Niels Nørgaard Nielsen og Trine Madsbøll valgt, så repertoiret var meget bredt. Der var dog også god plads til de mere velkendte og festlige sange af Kim Larsen og Shu-bi-dua, som alle kan synge med på. Også ved fællessangen var aldersfordelingen dejligt bred - lige fra de mindste i lystig leg, over den unge scroller til de trofaste forældre, bedsteforældre og oldeforældre. Efter 5 kvarters sang gik alle nynnende hjem igen. 

Måske forstummede den indre sang i løbet af mandagen, hvor Øster Hornum i løbet af eftermiddagen tog imod kaskader af vand, men desto mere opløftende blev det henad kl. 18, hvor himlen efterhånden stod septemberblå med sommerskyer i en mild sommeragtig brise. Vejrguderne gav lige præcis det åndehul mellem regn og torden, som gjorde skumringen helt perfekt til Skumringssang i Æblehaven. Wøldikes Haves Venner havde nemlig indbudt til at komme og synge mellem æbletræerne i mørkningen, så det blev der. Der blev »jord og himmel stille ….« mens solen sank og det for årstiden ret lune mørke sænkede sig. Karsten Hansen udtrykte det i et digt på denne måde:

Så endte de lyse nætter.

Høstaftenens varme, 

bløde fostervandsmørke

omgiver sjælen som kærlige kærtegn….

Der blev foruden en del efterårs- og aftensange fra højskolesangbogen også plads til flere af Karstens stemningsfulde digte med og uden musik, også en sang af Anne Glinvad Bonde.

Blandt gæsterne var der også var to amerikanere; derfor valgtes sangen »Skuld gammel venskab rejn forgo«, som i engelsktalende lande hedder »Auld Lang Syne« til fælles fornøjelse. 

Sangene blev fulgt på vej af violin, guitar, klaver og fløjte og sluttede med en kop kaffe, mens duggen efterhånden gjorde den stemningsfulde aften kølig. 

/ JS