- tirsdag, 25. april 2023
Tiden for gode visioner og intentioner er forbi; nu er der brug for konkrete handlinger.
Af Danmarks Naturfredningsforening Rebild, formand Aage Langeland
Danmarks Naturfredningsforening Rebild har med interesse læst kommunens udkast til ”Vores Klimaplan”. Planen er en grundig og velformuleret beskrivelse af den nuværende situation, hvor kommunen udtrykker gode takter med hensyn til fremtiden. Desværre er planen hverken ambitiøs eller konkret nok. Tiden for gode visioner og intentioner er forbi; nu er der brug for handlinger.
Klimaplanen indeholder ingen konkrete, målbare mål, handlingsplaner eller økonomiske nøgletal/rammer og risikerer blot at bidrage med endnu mere varm luft. Tiden går, og vi udleder fortsat for mange drivhusgasser i Rebild Kommune. Der skal markante og konkrete handlinger til nu – klimaet venter ikke!
Det er skuffende at se fra de tal og grafer, som klimaplanen fremlægger, at Rebild Kommune hverken er en ”naturkommune” eller en ”klimakommune”. Blandt andet har vi et markant højere CO2-udslip pr. borger end landsgennemsnittet. Det burde føre til, at Rebild Kommune skruer op for ambitionerne, så vi i det mindste kommer op på landsgennemsnittet. Desværre forholder det sig modsat; ambitionerne i den nye ”Vores Klimaplan” ligger under de nationale mål for 2050. Det er ret nedslående
Der mangler oplysninger om, hvor mange ressourcer (penge og personale), der skal afsættes til de enkelte indsatser, så det er vanskeligt for borgerne at vurdere indsatserne. Det er muligt, at kommunen ligger inde med konkrete handlingsplaner og økonomiske rammer. Det kan man håbe. Spørgsmålet er – hvor er de henne? Og hvordan og hvornår vil de blive kommunikeret ud, så kommunens borgere kan få indsigt i og bidrage med forslag og kommentarer til dem? Når det sker, kan klimaplanen med rette kaldes ”Vores klimaplan”.