
- onsdag, 4. januar 2023
Af Bjarne Laustsen (A), MF
De kan bare det der i Hvide Sande! Jeg tøver ikke med at kalde dem for danmarksmester i lave fjernvarmepriser, imens vores fjernvarmeværk i Støvring har nogle af vores landsdels højeste priser.
Kvaliteten af fjernvarmen er der ikke noget at klage over, men hvad er så forskellen? Det er såmænd, at Hvide Sande har investeret i vindmøller, der laver grøn CO2-fri strøm til deres varmepumper. Det har været en glimrende forretning, fordi de også har kunnet sælge deres overskudsstrøm.
De har investeret 52 mio. kr. i tre vindmøller, og indgået en 25 års vedligeholdelsesaftale med Vestas. Så ved de præcist, hvad det koster.
I maj måned meddelte de deres forbrugere, at de ingen penge ville have for hverken juli eller oktober kvartal. De kunne nøjes med 4.700 kr. for hele året, for et hus på 130 kvm.
Nu har de så lige givet deres forbrugere en ekstra julegave, og betaler godt 2.000 kr. tilbage. Så hvis man skal sammenligne med Støvring i 2022, så kan man i Hvide Sande varme næsten 10 huse op for det samme, som det koster at varme et hus op i Støvring.
Jeg har ikke noget imod vindmøller eller billig fjernvarme. Det tror jeg faktisk de færreste ville have noget imod, når vi med en ny lovgivning giver mulighed for at møllerne ikke behøver at stå på fjernvarmeværkets egen matrikel, men et passende sted ikke så langt derfra.
På trods af opfordringer har Nordjyske ikke beskrevet dette fænomen med et eneste ord endnu, men til gengæld en hel masse om, hvordan man flytter fjernvarme fra det kulfyrede Nordjyllandsværk helt til Nibe.
Tåbeligt efter min mening. De skal da gøre det samme som Hvide Sande og blive herre i eget hus. Hvor svært kan det være, ”hva’ dælen nøler I efter”, som Tordenskiold ville have sagt.
Jeg håber, med dette indlæg, at have motiveret bestyrelsen i vores varmeværk, til seriøst at undersøge, om ikke det vil være oplagt med en ”Hvide Sande-model” i Støvring. Inddrag nu byrådet i et ønske om at kunne sætte vindmøller op på den anden siden af motorvejen.
Hvis I ikke gør noget, bliver I bare reduceret til at være administratorer og betale den pris for gas og el, som andre har bestemt og skrive regningen ud derefter. Selvom man kan købe gas i fremtiden, vil altid være markedsbestemt og der skal betales CO2-afgift.
Jeg tænker ikke, at Støvring Varmeværk har gjort noget forkert. Det havde hverken Kodak eller Nokia heller ikke. De havde bare glemt at følge med udviklingen.
Selvom det kun blæser 300 dage om året i Hvide Sande, de resterende dage stormer det, mener jeg godt vi alle kan lære noget af de driftige og fremsynede folk ude vest på.