Af Per Vilsbøll, Søndervænget, Øster Hornum, Byrådsmedlem, Radikale Venstre

REBILD: To gange om ugen, tirsdag og lørdag, cykler jeg på min Trek racercykel til Skørping fra Øster Hornum ca. 18 km for at få taget pcr-tests. En fin cykelsti er blevet anlagt 2-3 km. nord og syd for Øster Hornum, så cykelstinettet er sammenhængende mellem Øster Hornum over Sørup til Støvring.

Videre fra Støvring til Skørping går vejen over Vaseholm, og her lægger jeg mærke til den fine skiltning på Hobrovej i Støvring 4.0 km. til Gl. Skørping. I Gl. Skørping er der en tilsvarende skiltning modsat vej.

Som borgere i Rebild Kommune, er vi så privilegerede, at vi snart vil kunne cykle på tværs af kommunen fra Bælum til Øster Hornum, fordi byrådet har prioriteret cykelstiprojekter. Nyt cykelstianlæg er på vej mellem Bælum-Terndrup og Hellum-Skørping. 

Jeg håber derfor byrådet i Rebild Kommune vil gøre skiltningen af de nye strækninger lige så god som Vaseholmsskiltningen. 

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 5. maj bad udvalget om, at muligheden for skiltning af cykelstier i Rebild kommune bliver undersøgt. 

I Radikale Venstre er vi ikke i tvivl. En bedre skiltning vil være rigtig positivt for at indfri kommunens vision ”Et aktivt liv sammen”.

e-max.it: your social media marketing partner