Har vore kommunalpolitikere hår nok på brystet til at gennemføre den nye byudvikling i Støvring? Eller lader de bare Kuben Management løbe dem over ende i forbindelse med den nye bydel på den anden side af banen?

Rebild kommunes politikere skal nu tage stilling til den største byudvikling i vores kommune. Det kræver eftertænksomhed og mod - og ikke mindst is i maven. Mon de har det?

Nu skal Støvring være en by for alle, siger en stolt  borgmester Leon Sebbelin, på en stor grund på 45.000 kvm i Støvring Ådale. Alle profitmagere, konsulenter, bygherrer, arkitekter, og platenslagere går med julelys i øjnene, men bare nu, at kommunens byrådspolitikere og planlæggere kan overse de store planer, som de går og drømmer om?

Man vil lave en hel ny bydel med nyt Sundhedshus helt op til 7 etager, etablering af et nyt, centralt torv med forretninger samt bygge 300 etageboliger/rækkehuse og almene boliger. Kort sagt - en hel ny bydel for alle!

Nyt bytorv
Det nye bytorv har man tænkt sig at både børn og voksne kan få lyst til at opholde sig, med legepladser til børnene og café til de voksne, kort sagt - skabe liv hele døgnet udtaler en glad borgmester.

Hvad med den gamle bydel? 
Man har i de sidste 5-6 år talt om byfornyelse i den gamle del af byen. Hvor bliver den af? Renovering af Jernbanegade og Hobrovej.  For 5 år siden fjernede man  alle træer i Jernbanegade, bare fordi der var to træer, der var gået ud og der blev lovet nye planter. 

På Hobrovej blev alle bænke og skraldespande fjernet. Kalder man det byfornyelse? Hvad med at få vand og lys i byens vandskulptur, som er byens vartegn og indgang til vort rådhus. Der bliver ikke engang fjernet alger og ukrudt omkring det. Alle de tilflyttere, der skal på rådhuset, hvad mon de tænker?

Nej, nu bliver byen spredt for alle vinde - en øst- og en vest-del. Hvad tænker man dog på? Hvad med alle de tomme lokaler, der er rundt omkring i den gamle bydel. De skal måske bare stå og forfalde? 

Ja, byen er ødelagt, det er bare en, der bliver brugt til gennemkørsel. De kloge hoveder har forlængst ødelagt byen som handelsby. Hvis man tager Hobrovej er der fire butikker: Rema 1000, Netto, Aldi og SuperBrugsen. I Jernbanegade er der Kop og Kande, Meny, en skotøjsbutik, Bog & Ide, en brillebutik, to genbrugsbutikker og tre tøjbutikker. Det bliver den visse død for de butikker hvis man laver et nyt indkøbscenter øst for banen.

Nu må der gøres noget i den gamle bydel. Der mangler bænke og skraldespande, så byen ikke ligner en losseplads, et offentlig toilet til de trængende. Det kan ikke være rigtigt, at de handlende skal bede butiksejerne om de må låne toilettet. Det kunne oprettes med en polet eller møntindkast, så det kan bidrage til at holde rent. Der mangler et busskur på Mosbæks Allé. Der er mange, der benytter 60 E til Aalborg.  

Så vore kommunalpolitikere og planlæggere har noget at tænke på!

Karl Andersen, Hobrovej 92 C 2-4, 9530 Støvring

 

e-max.it: your social media marketing partner