Af byrådsmedlem Bjarne Laustsen (S)

Da vi flyttede til Støvring for 50 år siden, var der en købmandsbutik på Buderupholmvej nr. 7. Huset står der stadig, og hvis man kigger godt efter, er fundamentet til reklameskiltet for Uno-X-tanken, der var placeret samme sted, der endnu. Den lukkede sidst i halvfjerdserne.

Kundegrundlaget var dengang ca. 70 huse og lidt strøgkunder. Der var i øvrigt åbent både lørdag og søndag, længe før lukkeloven blev liberaliseret.

I dag har Støvring Syd været i en rivende udvikling - især med Høje Støvring og nu med lokalplanen for Bundgaardsminde. Inden længe vil der være beboere, der flytter ind i de knap 300 huse, der er ved at blive bygget.

I den lokalplan, der indeholder den nye skole, som kaldes GRO og ligger syd for Nibevej, er der nævnt, at der også kan være liberale erhverv, som f.eks. en butik. Det ligger jo lidt ud i fremtiden, og mig bekendt er der ikke nogen, der har planer om at bygge et supermarked dér.

Bjarne Laustsen, byrådsmedlem (S).

Jeg skal ikke blande mig i, hvor de forskellige supermarkeder vil placere en ny butik, jeg antager, at det ved de mere om end jeg og byrådet gør, men rigtig mange har over for mig tilkendegivet, at den store grund på hjørnet af Buderupholmvej og Hobrovej vil være en glimrende placering.

Er der så brug for et supermarked mere i Støvring, vil nogen nok spørge. Men i forhold til tidligere er både Fakta, Kiwi og Aldi lukket. Til gengæld har vi fået både Rema 1000 i både Støvring og Skørping. 

Jeg tænker, som forbruger, at det er meget vigtigt, at vi har en god og sund konkurrence. Det er med til at holde priserne nede. Hvis ikke det sker, kan man bare gå ind på DR TV og se, hvordan det gik til, at Danmarks første brugsforening blev etableret af Provst Sonne i Thisted.

Et andet argument er, at folk siger, at de trafikale forhold omkring Rema 1000, Brugsen og Netto i Støvring midtby, er blevet alt for tæt. Havde Rema 1000 fået lov at etablere sig i den sydlige ende, var det en helt anden sag.

Så længe, det ikke koster Rebild Kommune en krone, har jeg ikke noget imod det. De tidligere byråd har jo lavet lokalplaner, der netop gør, at bosætningen i Støvring Syd er steget markant, så der er, som jeg ser det, en logisk følge deraf, at de ønsker en indkøbsmulighed i deres lokalområde. 

e-max.it: your social media marketing partner