- Tirsdag, 6. oktober 2026
Af Thorkild Bækkelund, kasserer, Rebild Ældreråd
I forbindelse med Budgetaftalen 2027 har byrådet lyttet til Rebild Ældreråds høringssvar på tre konkrete områder. Det er ældrerådet yderst tilfredse med.
Moderniseringsplan for pleje- og ældreboliger, version 3.
I Moderniseringsplanen for pleje- og ældreboliger, version 2, fremgår det, at der er behov for igangsættelse af en tredje version med fokus på udviklingen i det fremtidige behov for boliger efter 2030 samt en plan for kapaciteten i området omkring Støvring. Herunder en stillingtagen til fremtiden for plejeboligerne på Mastruplund (det tidligere Støvring Ældrecenter).
Der gennemføres i 2027 en opdatering af prognoserne for plejeboligbehovet. Som led heri skal kommunens prognosemodel opdateres. Der afsættes midler til tilkøb af ekstern bistand hertil. Prognoserne samt indholdet i moderniseringsplan version 3 behandles i Sundheds- og Ældreudvalget i forbindelse med udvalgets budgetarbejde frem mod budget 2028.
Ældrerådet ønsker flere dagcentre
Ældrerådet har gentagne gange påpeget behovet for flere dagcentre, hvor ældre kan mødes i hverdagen. Som en del af moderniseringsplanen skal kommunen undersøge mulighederne for, at flere ældrecentre kan åbne dagtilbud 1-2 dage om ugen.
Der afsættes 150.000 kr. i 2027 til en samlet analyse.
Det er besluttet, at Teglgaardsminde i Skørping får et dagcenter, når det genåbner i slutningen af 2028.
Nyt Himmerlandshave i Suldrup godkendt.
På byrådsmødet den 17. september blev det besluttet, at resterne af Himmerlandshave nedrives. I stedet bygges der et helt nyt moderne plejehjem med 30 boliger til ibrugtagning ultimo 2029.
Der vil stadig være plads til de lokale frivillige og deres aktiviteter. En beslutning, Rebild Ældreråd er meget tilfredse med.

