Af Sven Erik Østergård, pensioneret dansklærer

Det er med beskæmmelse, at det endnu en gang konstateres, at stadig flere af vore børn og unge mennesker ikke formår, evner eller orker at læse bøger. Tænke sig, analfabetisme er vendt tilbage til os, Danmark, vi, som så gerne ser os selv som et foregangsland.

Vi der i flere årtier har ofret ressourcer på at hjælpe u-landene i gang med at bygge skoler for at komme analfabetismen til livs i erkendelse af, at evnen til at læse og lære er af største betydning for et lands udvikling. Og samtidig er vort eget lands aktuelle læringsstatus på katastrofekurs! Det må og skal bremses. Folketinget må tage  folkeskoleloven af 2014 op til en gennemgribende revision. Men det er næppe nok, for til dato er det ikke lykkedes Heunicke og hans forgængere at vende skuden. Der hviler derfor også et medansvar på den enkelte kommune. Hver kommune kan selvstændigt tage affære 

i forsøget på at ændre tingenes tilstand. 

Lige nu har Rebild Kommune en enestående chance for at fremme interessen for bøger. Den 3. og 4. oktober afholder Herman Bang Selskabet for 3. år i træk Litterært Folkemøde. Ved den lejlighed  optræder en række spændende forfattere, som med deres entusiasme vil kunne tænde en gnist af læselyst i unge mennesker. Hvis blot nogle få skoleelever kunne lade sig inspirere til at dyrke læsning og forfatterskaber,  kunne det få en afsmittende virkning på andre elever i klassen. Undertegnede har gjort den erfaring, at blot en enkelt engageret elev i en klasse kan have en uvurderlig positiv indvirkning på en vellykket undervisning. Jeg vil derfor opfordre 

Rebild Kommunes Skole-forvaltning, vistnok kaldet Center Børn og Unge, til at købe 16 billetter til Litterært Folkemøde 2026 - 2 billetter til hver af Rebild Kommunes 8 skoler. Det er så opgaven for lærerne at finde et par seriøse  kandidater blandt skolens elever.

e-max.it: your social media marketing partner