Af Max Schmeling, Cand.merc.log, Hellum. - Stifter Rebild Listen

 

Der er nok flere i kommunen, der i den forgangne uges tid har oplevet at sne inde. Det er en tilbagevendende begivenhed, der ofte kommer hvert andet eller tredje år og som ofte varer en uge eller to. For de fleste borgere, er det sjældent et stort problem, for kommunen rydder jo sne…. eller gør den nu også det?

I august 2024 vedtog byrådet anført af borgmester Jesper Greth, en ændring af vinterregulativet der betyder at kommunen ikke længere rydder sne på 74 veje i kategori 3 og 4, af sparehensyn forstås. Sjovt nok, så består de 74 veje primært af grusveje, som også var de første veje, kommunen forsøgte at nedklassificere sammen med 1/3 af alle veje i kommunen, hvilket jeg og mange andre gode mennesker heldigvis fik standset.

Nu er det sådan, at jfr. Vejlovens §62, kan en kommune indskrænke hvilke veje, den rydder sne på, så længe den har politiets godkendelse og så er alt jo fint undtagen for de borgere, der ikke får ryddet sne. Men kommunens anvendelse af loven er stadig til dels i strid med lovens ord, for udgangspunktet i §62, stk. 1. pkt. 1 er nemlig at vejmyndigheden (kommunen) har pligt til at sørge for snerydning på alle veje og ved bevist, at udelukke primært grusveje i kategori 3 og 4 bedriver kommunen forskelsbehandling af sine borgere ift. geografisk lokation. 

Springer vi til kommunalfuldmagten, som jeg jo ved at borgmester Jesper Greth kender, så beskriver Fællesskabs- og almennyttekriteriet, at når kommunen udfører en aktivitet, så som snerydning til gavn for alle kommunens borgere, så skal der også være fri og lige adgang for kommunens borgere til at modtage de ydelser, som er resultat heraf 1), og der er der netop ikke i det her tilfælde. 

Ser man på kommunens dækningskort over snerydning er det da også helt tydeligt, for dem som vil se, at Støvring er ekstremt privilegeret hvad snerydning angår, da det er den eneste by, hvor ikke bare gennemfartsvejene, men også flere side- og omfartsveje er sat som 1. prioritet. Ingen andre byer i kommunen har en tilsvarende fordelagtig prioritering.

Konsekvensen af denne meget skæve fordeling, hvor Støvring bliver prioriteret og små veje i yderområderne bliver overset er markante: Tager vi som eksempel Bavnehøjvej, så er vejen helt og aldeles lukket. Ingen post eller pakker, Ingen brændsel, ingen mulighed for at købe ind, ingen afhentning af affald og ingen mulighed for at komme på arbejde, hvis man ikke lige havde nået at stille sin bil i nærmeste by inden vejen lukkede. De øvrige 73 veje lider i varierende grad under tilsvarende forhold og jeg har fået adskillige henvendelser fra flere borgere, der er kraftigt berørt, her iblandt ældre, der skal have leveret mad og/eller medicin fra kommunen. Borgere på flere veje har valgt at betale sig til rydning, da de simpelthen ikke har andet valg, hvilket Rebild kommune nu lukrerer på. 

Hvorfor skal vi i Rebild kommune forskelsbehandle hinanden på så uværdig en måde? Alle borgere på de 74 små veje har også betalt skat. Hvis I ikke synes at vi er en del af kommunen, så giv os vores skattepenge tilbage. 

1) Professor Steen Rønsholdt, Kommunalret i grundtræk, 2010, Københavns Universitet, kapitel 3.3.1, s56-57

e-max.it: your social media marketing partner