Af Allan Mygind Vokstrup, Kildehaven, Skørping

 

På Skørping Borgerforenings valgmøde d.27.oktober blev der talt meget om økonomi – specielt den i fortiden og skæbneåret 2023. Jeg opfattede ikke den helt store uenighed blandt kandidaterne om fortidens synder. Dog er der i min optik én synd, som ikke blev berørt. Måske fordi de siddende medlemmer af kommunalbestyrelsen ikke finder det interessant for borgerne, eller fordi flertallet ikke har viden om den. Så derfor denne servicemeddelelse til borgerne, kandidaterne og medlemmerne af den kommende kommunalbestyrelse: 

Ligesom Danmarks øvrige 97 kommuner har Rebild Kommune også investeret i værdipapirer. Graver centret, Danmarks Center for undersøgende Journalistik har i samarbejde med Danwatch kortlagt, hvilke værdipapirer de danske kommuner og regioner har sat deres penge i via investeringsfonde og investeringsforeninger. Det drejer sig om i alt 141.263 investeringer med en total markedsværdi på 66,1 milliarder kr. hvoraf en andel på 404,9 millioner kr. er problematiske investeringer i værdipapirer fra selskaber og obligationer fra lande, der er sortlistet af danske banker og pensionsselskaber samt FN.

Desværre investerer vores kommune også i problematiske værdipapirer: 32 sortlistede værdipapirer fra selskaber + 10 potentielt problematiske værdipapirer i firmaer, der har aktiviteter i besatte områder; firmaer der har problemer med arbejdstagerrettigheder; flyselskaber; firmaer med manglende klimaambitioner; firmaer der producerer kontroversielle våben; firmaer der har problemer med menneskerettighederne plus investeringer i tobaksindustrien og produktion af usunde fødevarer. Man kan se detaljerne ved at logge på kommuneinvesteringer.gravercentret.dk.

Heldigvis investeres der pt. kun1,8 millioner kr. ud af en samlet investering på 162,7 millioner kr., men personligt som fortaler for FN Verdensmål finder jeg det ikke blot problematisk, men decideret uetisk at vores kommune i modsætning til en række andre kommuner sandsynligvis ikke overvejer at ændre i porteføljen, selvom man er gjort opmærksom på problemet. Har disse kontroversielle investeringer været til debat og godkendt i kommunalbestyrelsen? 

Jeg vil foreslå, at den nye kommunalbestyrelse tager initiativ til, at Rebild Kommune bliver kommune nr.24, der ikke har problematiske investeringer, der optræder på eksklusionslister fra danske banker, pensionsselskaber eller FN. Det ville derfor være ønskeligt om kandidaterne ville tilkendegive, om de vil efterse kommunens investeringer og fjerne de kontroversielle investeringer.

e-max.it: your social media marketing partner