- Torsdag, 30. oktober 2025
Konservative værdier som fundament for borgernes velfærd.
Af Lene Aalestrup, Det Konservative Folkeparti. Regionsrådskandidat i Nordjylland.
I disse år står sundhedsvæsenet i Region Nordjylland og særligt i Rebild Kommune overfor betydelige udfordringer. Som samfund må vi stille os selv spørgsmålet: Hvordan sikrer vi bedst muligt, at alle borgere oplever tryghed, nærhed og kvalitet, når de har størst brug for det? Svaret findes i de socialkonservative værdier, hvor fællesskab, ansvarlighed og respekt for det enkelte menneske er i centrum.
Flere speciallæger og familielæger – et nødvendigt løft
Alt for mange i Rebild oplever i dag alt for lange ventetider hos speciallæger, og det er ej heller rimeligt, at mangel på ydernumre for familielæger gør adgangen til egen læge til en kamp. Konsekvensen er, at borgerne ikke får den hurtige og kvalificerede hjælp, de har krav på.
Vi har brug for flere speciallæger og samtidig flere ydernumre til familielæger, så der sikres lighed i adgangen til behandling – uanset hvor man bor. Dette er ikke kun et spørgsmål om sundhed, men også om tryghed og sammenhængskraft i lokalsamfundet. Rebild har en størrelse og et sundhedshus, der har rammerne til speciallæger, hvis blot Regionen ville kigge i vores retning.
En stærkere psykiatri og større lighed i sundhed
Vi må ikke glemme psykiatrien. Mange borgere – både børn og voksne – har psykiske udfordringer, hvor ventetiden på behandling kan føles som en evighed. Det er afgørende, at der investeres i flere ressourcer til psykiatrien, så alle får den rette hjælp i tide. Lighed i sundhed handler ikke blot om at behandle sygdom, men om at sikre, at ingen lades i stikken, uanset baggrund eller bopæl.
De konservative værdier forpligter os til at skabe et sundhedsvæsen, hvor alle har samme muligheder for at få den nødvendige hjælp med borgeren i centrum, så vi sikrer en livskvalitet, hvor både genoptræning men også forebyggelsen er i fokus for Rebild Borgere. Dette skal vi arbejde hårdt og målrettet via de nye sundhedsråd – regionen og kommunen i mellem.
Trygge overgange mellem hospital og kommune
Når man udskrives fra hospitalet og vender hjem til Rebild Kommune, skal overgangen være tryg og sammenhængende. Alt for ofte oplever borgere usikkerhed og tvivl om, hvad der nu skal ske, eller hvem der har ansvaret.
Her er det afgørende, at Region Nordjylland og kommunen arbejder tæt sammen, så ingen falder mellem to stole. Vi skal sikre, at borgerne oplever en rød tråd – både under indlæggelsen og efter udskrivelsen – hvor ansvar, omsorg og opfølgning er selvfølgeligheder. Dette skal også ske i tæt samarbejde med de pårørende.
Borgerne i centrum – socialkonservative løsninger
Kernen i de socialkonservative værdier er at sætte borgeren først. Vi tror på, at tryghed og kvalitet skabes gennem ansvarligt samarbejde, respekt for det enkelte menneske og et stærkt fællesskab. Løsningerne findes i flere speciallæger, flere familielæger, en styrket psykiatri og et sundhedsvæsen, hvor lighed og trygge overgange er bærende principper. Lad os stå sammen om at sikre det sundhedsvæsen, vi alle fortjener – hvor borgerne og deres tryghed er i centrum.
Mange oplever utryghed i et sygdomsforløb, hvor dette udover at være syg, kræver mange kræfter, blot at følge de planlagte behandlinger. I fremtiden skal dette være mere trygt og mindre besværligt at være i et sygdomsforløb. Mennesket ska være i centrum hele vejen igennem. Vi kan godt!

