- Onsdag, 30. april 2025
Har hundeejere og hundeluftere ingen respekt over for sine medborgere?
Af Karl Andersen, Hobrovej, Støvring
Det er noget forb... svineri, at I som hundeluftere ikke har blot en lille smule respekt over for jeres medborgere og samler jeres hundelort op efter jeres hunde, når de bliver luftet.
Der ligger lort rundt omkring på fortovene, og en dag kom jeg forbi Bytorvet, hvor der færdes mange, som kommer til at træde i en hundelort.
I kan ikke være det bekendt, at andre mennesker skal gå og træde i det.
Hvorfor skal vores byer flyde med skidt og lort?
Jeg fatter ikke, at byernes handlende ikke fejer og rydder op uden for deres butikker.
Om vinteren bliver der heller ikke fjernet sne og is uden for butikkerne.
Er Støvring en god handelsby?
Det var der engang, da der var butikker på begge sider af Hobrovej. Da var der handel i Støvring by.
Det hele blev ødelagt, da der blev bygget højhuse med altaner, der rager helt ud over fortovet.
Nu er Støvring en by, man bare kører igennem for at handle i storcentret i City Syd, hvor man kan få alt.
Hvad mangler Støvring?
Støvring mangler busskure på Mosbæksallé og Grangårdsvej samt en elektronisk lystavle, som viser busafgange, ligesom der findes på Viborgvej.
Der mangler bænke og skraldespande rundt omkring i byen.
Der mangler bænke omkring Mastrupsøerne.
Rollator-kørende ældre borgere har problemer med at komme op på fortovene forskellige steder inde i byen.
Det er helt galt ved det nye Sundhedshus, hvor højdeforskellen er 30–40 cm fra fortovet og ned på kørebanen, og med en pukkel midt på gaden.