Af Klaus Anker Hansen, DOF-repræsentant i Det Grønne Råd, Rebild Kommune

 

I forbindelse med vedtagelsen af “Den Grønne Trepart” skal der om kort tid  udpeges yderligere seks naturnationalparker i Danmark.

Sidste gang (2021), da der blev udpeget 15 parker,  blev Rold Skov forbigået, som nogen måske husker! Men måske er der “bedre held” denne gang!

Sidste gang var det bl.a. et enigt byråd, der modsatte sig udpegningen, ved at foreslå et alternativt forlag om et “Sammenhængende naturområde i Lindenborg ådal.” Et glimrende forslag som man som naturelsker kun kunne støtte.

Desværre “gemte/glemte” samme byråd at føre det ud i livet. Projektet blev droppet!

Noget tyder desværre på, at Rebild Kommunes nuværende borgmester, Jesper Greth (V), ikke har ændret holdning.

Af borgmesterens brev den 12.12 2024 til miljøminister Magnus Heunike fremgår det, at Rebild Kommune (læs borgmesteren) også denne gang har de samme betænkeligheder ved evt. udpegning. Manglende lokal forankring og opbakning, fordi området også i dag anvendes til mange forskellige formål traveture, løbeture, og mountainbikecykling bare for at nævne nogle. Og at en måske kommende naturnationalpark, derfor vil skabe store interessekonflikter!

Men er der noget, der har ændret sig i dag?

Til efteråret skal der være kommunalvalg - byrådet skal “til eksamen” - bestået eller ikke bestået - genvalgt eller ikke valgt?

Kunne det ikke være spændende at høre, fra de forskellige partier, hvordan de i dag stiller sig til muligheden for at bakke op en naturnationalpark. En plan, der går ud på  at skabe mere natur – skabe en natur med mere biodiversitet – en mere varieret og rig natur, hvor flere dyre- og plantearter kan trives?

I følge WWF (Verdensnaturfonden) er antallet af dyr ligefra blåhvaler til myg og biller reduceret med 70% – bare inden for de seneste 50 år!

70% – nej, du læste ikke forkert!

Vil Rebild Kommunes politikere være med til at ændre denne triste udvikling? 

e-max.it: your social media marketing partner