Af Stig Jonstrup Pedersen, Skørping

 

Under et særdeles velbesøgt møde tirsdag i sidste uge i Skørping om fremtidens togstop i Rebild kommune var det pinligt at være vidne til et næsten totalt fravær af Rebild Kommunes byråd, og ganske uforståeligt, at borgmester Jesper Greth (V) på forhånd havde afvist at deltage i mødet arrangeret af Skørping-Rebild Lokalråd.

For mødet - skåret ind til benet – efterlod et grundlæggende spørgsmål, som borgmesteren kunne og burde have svaret klart og tydeligt på; hvorfor skal vi igen diskutere, om IC-togene fra december 2025 skal stoppe i Skørping eller Støvring, når byrådet tidligere har meldt ud, at man vil arbejde for to IC-tog-stop i Rebild kommune, men blev det kun muligt med et stop, skulle det være Skørping. Punktum. 

Nu er det så afgjort, at der bliver et og kun et IC-tog-stop i Rebild kommune. Årsagerne dertil redegjorde Peder Key Kristiansen (S), som er formand for Region Nordjyllands Udvalg for Regional Udvikling og Innovation, hvorunder den nordjyske infrastruktur hører, grundigt og sobert om.

Man kan synes om Banedanmark, DSB, Transportministeriet, m.fl., og hele proceduren af den overordnede planlægning af togdriften, hvad man vil. For usikkerheden har over tid skabt forvirring og mange forståelige frustrationer blandt borgerne i Skørping, der på alle parametre er de største brugere af togene i Rebild Kommune.

Den endelige beslutning om, hvorvidt IC-togene skal stoppe i Skørping eller Støvring, ligger i Region Nordjylland. Men som Peder Key Kristiansen sagde, så havde han svært ved at se, hvorfor politikerne i Region Nordjylland vil sidde en indstilling fra Rebild Kommune overhørig, selv om han naturligvis ikke kunne svare på de øvrige regionspolitikeres vegne. 

Tilbage er, at det er byrådet i Rebild Kommune, der indstiller til Region Nordjylland, hvorvidt IC-togene i nord- og sydgående retning skal stoppe i Skørping eller Støvring.

Det var derfor med stor undren, at mange forlod det velbesøgte møde. Hvor var borgmesteren? Hvor var byrådet – undtaget Lars Hørsman (L) og Morten Kamstrup (SF) – og hvorfor er Region Nordjyllands Udvalg for Regional Udvikling – ifølge Peder Key Kristiansen – ikke er orienteret om byrådets tidligere beslutning om, at med kun et stop i Rebild Kommune skal IC-togene stoppe i Skørping?

At Jesper Greth får kæmpet et IC-togstop igennem i Rebild Kommune fortjener ros. Men at han som borgmester – støttet af det øvrige byråd? – ikke står ved den tidligere beslutning og konkluderer en gang for alle, at IC-togene skal stoppe i Skørping, kan kun rejse tvivl om borgmesterens og adskillige byrådsmedlemmers egentlige dagsorden.

e-max.it: your social media marketing partner