Af Hans Bjørn, Rypevej 24, 9575 Terndrup

 

Det er godt. På den gamle sygehusgrund har man nu påbegyndt byggeri af de sidste 14 boliger. Grunden var efterhånden også begyndt at se træls ud, så jeg tror det er til glæde for alle, der bor i Terndrup, at byggeriet er gået i gang. Når boligerne står færdige, vil Terndrup få et flot bycentrum med gode og velbyggede huse/lejligheder. Samtidig bygges der for tiden et par nye huse lige over for Medborgerhuset. Huse, som jeg har forstået det, også bliver til udlejning. 

Det er skidt. Vi har kunnet læse i avisen, at Rebild Kommune har solgt rådhuset til et boligselskab. Ifølge planen skal rådhuset forandres til 31 lejeboliger. Umiddelbart lyder det fint, men hvem vil bo der? Jeg vil i hvert fald ikke. Med lang afstand til butikker og undervejs Møllebakken. Den er hård at forcere, især hvis man er blevet ældre og svagelig! Det kan selvfølgelig være, man påregner at leje ud til unge mennesker? Hvis det kan lade sig gøre, hilser jeg idéen velkommen. Men jeg tror ikke på det.

Det er godt. I forbindelse med, at rådhuset er blevet afviklet, er der blevet etableret en ”natursti” fra rådhuset til Mølledamsvej. Selv om jeg betragter det som et positivt tiltag, vil jeg nu ikke gå turen ret ofte. Den er knoldet. En tur ud over Terndrup Hede og i Terndruplund og Mølleskoven er lettere at klare for mine gamle ben.

DET ER SKIDT - Den person, der råder over den gamle krosal og nogle tilhørende rum, er ikke værdig til at eje en bygning midt i Terndrup.

Det er skidt. I stedet for at betale husleje til afløsning af rådhuset, skulle Rebild Kommune have beholdt rådhuset. Som erstatning for de 31 boliger, der påtænkes ved rådhuset, kunne man have fremmet byggeri på det vi kalder ”Birgers Mark”. Det ligger i nærheden af byens centrum og derfor mere tilgængelig – uanset om man er ung eller gammel! Desværre har vi et byråd, der synes al administration skal samles i Støvring. Det tror jeg ikke, der administreres bedre af!

Det er godt. Siden Terndrup Kro fik en stabil ejer, har den altid fremstået som nykalket og rene vinduer. Huset er igen en pryd for byen.

Det er skidt. Da kroen for år tilbage var i krise, blev bygningerne desværre delt op i to selvstændige matrikler eller ejerforhold. Den person, der råder over den gamle krosal og nogle tilhørende rum, er ikke værdig til at eje en bygning midt i Terndrup. Skidt og l… samt ukrudt spredes på grunden. Maling og kalk synes at være en by i Rusland. Findes der nogle muligheder for at få ejeren dømt til at holde området i orden? Kort sagt er det en skændsel for byen.

e-max.it: your social media marketing partner