- onsdag, 31. august 2016
Så mangler kun det gode vejr før alt er klar til HavneBYfesten på lørdag i Støvring.

Glimt fra sidste års havnefest.
STØVRING: - Der er bestilt ekstra rundstykker til det gratis kaffebord i teltet, som Handelsstandsforeningen byder på. - Sidste år blev rundstykkerne revet væk, så vi har bestilt nogle flere, fortæller Evan Bisgaard fra Handelsstandsforeningen
der koordinerer denne del samen med Marianne Westergaard. De samme to koordinerer ligeledes børnekræmmermarkedet. Her møder børnene bare op på dagen og får tildelt to meter til deres stand. Det er gratis for de unge kræmmere at stille op.
Børneaktiviteter
Hele dagen er der børneaktiviteter i Jernbanegade. Den populære Waterball er tilbage sammen med hoppeborg. Derudover byder FDF og håndboldafdelingen på klatreaktiviteter, tinstøbning, bålaktiviteter, præcisionsskydning og mooncarrace. Alt dette kan børnene prøve ved at købe et funcard.
Grill og modeshow
Til frokost serverer Meny’s slagter en lækker burgermenu, som kan nydes i teltet mens Støvring Marimbas underholder. I forlængelse af dette kommer det velkendte modeshow.
Det er Blondie, Noah, Footsteps, Me & Eliza, Stof og mode, Wagner, Profiloptik, Brillenyt, Hair by Valsø, Salon Brandt m.fl., der har lagt fælles kræfter i endnu et forrygende modeshow. Børn og voksne mænd og kvinder kommer på den røde løber under elegant speak og den aktuelle hotte musik.
Har de lokale modeller inspireret eller fristet, så er der mulighed for at få handlet ind samme dag, da butikkerne har åben indtil 16.00 på lørdag.
Havneløbet
I samarbejde med løbeklubben afvikles der Havneløb i to udgaver. Den ene rute er en løberute på en rundstrækning med start og mål i Jernbanegade. Blandt de deltagende løbere trækkes der lod om tre gavekort til Handelsstandsforeningen. Den anden rute er en gåtur til området øst for banen, hvor formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Lene Aalestrup vil gå med og undervejs på turen informere om de aktuelle og fremtidige byudviklingsplaner i Støvring.
Det er gratis at deltage i begge dele og alle kan deltage. Du møder bare op i Jernbanegade.
Havnebanko
Badmintonklubben hjælper med bankospillet. Der spilles ti spil og der er fine gaver sponsoreret af handelsstandsforeningens medlemmer.
Den store kagedyst
Inspireret af TV slutter eftermiddagens program af med Store kagedyst, hvor der er tilmeldt ni kager. Der er lagt op til en spændende dyst om at blive årets kagemand/kagekone. Deltagerfeltet tæller Mette Sahl Haferbier, Jon Bøgelund Ravnholt, Lotte Grønhøj, Den Skaeve Vinkel v/Janne Schmidt Nielsen, Rebild Produktionsskole, Konservative, RebildListen, Socialdemokraterne og det Radikale Venstre.
Dommerpanelet består af Mesterbageren, Bager Jacobsen, Lene Aalestrup og Heidi Knudsen.
Der er et gavekort til den bedste bager, og bagefter sælges kagerne til kaffebordet.
Gris og musik
HavneBYfestens sidste programpunkt er grisefesten, hvor fodboldafdelingen hjælper til. Brugsens slagter disker op med grillstegt gris med forskellige salater og kartofler. De 200 billetter er solgt i forsalg, men fra kl. 20.00 vil der være åbent i teltet for andre, der gerne vil være med til at feste.
- Det er vi naturligvis meget, meget glade for, det viser stor opbakning til at genrejse byfesten i Støvring. Det er desværre ikke muligt, at skaffe plads til flere, men det må være noget af det, der ses på til næste års byfest, der forhåbentligt kan finde sted på det nye torv, fortæller Anders Norup fra Byfestgruppen.
Til grisefesten bliver der mulighed for at smage den legendariske bøffelmælk, der i fordums tider gav mangen en Støvringboer en hyggelig aften.