Som tovholder hos Ungdomsrådet har jeg, efter Carsten Mikkelsens læserbrev den 30. oktober, holdt møde med nogle af de unge fra Ungdomsrådet. Vi har snakket om et ungested i Støvring, og hvad de unge har af ønsker og idéer.
I Ungdomsrådet har vi mange gange snakket om behovet og ønsket for et sted, hvor unge i Støvring og omegn kan være. Vi vil derfor i det følgende beskrive de tanker, vi gør os, i forbindelse med et ungested:
Vi synes, det skal ligge centralt, og der kunne biblioteket være et ideelt sted. Vigtigst er bare, at der er plads til, vi kan være der, med alle de forskellige fritidsinteresser vi har. Vi vil gerne involveres i stedet, og derfor kunne vi være med til at indrette det, sådan at lokalerne både indeholder noget hyggeligt, ting, der appellerer til fysisk aktivitet, og sjove måder at komme fra et sted til et andet. F.eks. kunne der laves en klatrevæg, der kan bringe en fra stuen til førstesal.
Derudover vil vi gerne være medbestemmende i de aktiviteter, der skal laves. F.eks. vil vi gerne, at der er et varmt måltid mad hver aften, og så kunne vi selv være med til at lave mad, en såkaldt ”maddag”. På denne måde får vi medbestemmelse på menuen, og stadig opretholder en god sundhedspolitik.
Vi ønsker fri adgang til computere, tv og lignende. Derudover kunne det være fedt at have noget, som man ikke har mulighed for at have derhjemme, det kunne f.eks. være en biograf. Her skal vi have medindflydelse på de film, der bliver vist.
Personalet behøver ikke at være lærere eller pædagoger. Vi vil gerne have fagpersoner, der kan give kvalitet til de aktiviteter, der afholdes i huset. Derudover vil vi gerne have ung til ung-kommunikation og læring, sådan at f.eks. en mekanikerlærling kommer og være med som underviser.
Huset skal selvfølgelig være åbent for alle unge fra hele kommunen og have åbent hver dag indtil kl. 22.
Det kunne være fedt, hvis vi unge bliver taget med på råd i oprettelsen af et ungehus.

Ungdomsrådet i Rebild Kommune:
Alireza Amini, Støvring
Mathias Kirstein, Suldrup
Simon Hansen, Suldrup

Tovholder: Kristine Thillemann,
Aarestrupvej 105, 9520 Skørping


e-max.it: your social media marketing partner