- Tirsdag, 17. december 2013

Den nye madordning på Suldrup Skole ser ud til at blive en succes.
SULDRUP: Mandag den 9. december startede ny madordning på Suldrup Skole. Dagens ret kan købes sammen med salatbar - og alt bestilles via nettet. De friske grøntsager står klar på grøn voksdug med prikker og med tænger parat til at tage med. Der står voksne klar til at øse den varme ret op, hvorefter eleverne selv vælger, hvad de vil have fra salatbordet.
En af de ældste drenge udbryder: ”Det er godt nok lækkert det her”. Nogle kommer for at få fyldt op fra salatbaren. Man kan godt være sulten, når man er skoleelev, for man skal bruge meget energi til at lære.
Mellemtrinseleverne og overbygningen kan sidde i Caféen, som er indrettet med mønstrede duge og forskellige lamper. Her kan man hygge sig med maden og få en snak med kammeraterne, mens man spiser.
- Torsdag den 12. december blev der solgt 50 portioner, fortæller sekretær Dorte Wulff, der hver morgen printer listerne med bestillingerne ud, så de elever, der har bestilt inden kl. 8, kan få deres mad.
Skoleleder Marianne Nielsen udtaler: - Det er dejligt at se, at børn og forældre har taget godt imod tilbuddet. Børnene viser glæde og roser maden, og det er skønt.

