- Onsdag, 4. december 2013
Mange arbejdsgivere kommer i denne tid i julehumør - men gør skattefar også?
Af statsautoriseret revisor
Niels Ole Hansen,
Revisionsfirmaet
Niels Ole Hansen, Støvring
Så er det tid for arbejdsgiveren at tænke i julegaver til medarbejderne. Men hvordan er det så lige med skattefars julehumør? Kræver han sin del af gaven?
Her er en gennemgang af de aktuelle regler:
Julegaver til en værdi af op til 700 kr. er skattefrie, med mindre det er kontanter eller gavekort, der kan sidestilles med kontanter. Kontanter er altid skattepligtige. Gavekort er som udgangspunkt også skattepligtige.
Julegaver til en værdi mellem 700 kr. og 1.000 kr. kan være skattepligtige. Det afhænger af, om medarbejderen i løbet af året har fået smågaver. Men er julegaven mere end 1.000 kr. værd, skal medarbejderen altid betale skat af den.
Et gavekort til medarbejderne kan være skattefrit, hvis gavekortet højst har en værdi på 700 kr. og et begrænset anvendelsesområde. (I 2014 forhøjes denne grænse til 800 kr.).
Praktiske eksempler
Her er nogle eksempler fra skattepraksis, hvor gavekortet m.v. er blevet sidestillet med en naturaliegave og dermed er skattefrit, da værdien ikke overstiger 700 kr.:
Eksempel 1: Medarbejderen havde mulighed for at vælge mellem 25 forskellige gaver via internettet. Arbejdsgiveren havde på forhånd udvalgt de 25 gaver.
Eksempel 2: Et gavekort til en bestemt restaurant. Gavekortet gav medarbejderen ret til at vælge mellem tre forskellige menuer.
Eksempel 3: Et oplevelsesbevis der gav adgang til én hotelovernatning for to personer inklusiv morgenmad, alternativt to overnatninger på en campingplads. Oplevelsesbeviset kunne benyttes på en lang række hoteller og campingpladser.
For alle tre eksempler gælder, at gavekortet m.v. ikke kunne ombyttes til kontanter. Selv om gavekortet ikke kan ombyttes til kontanter viser praksis dog, at ikke alle gavekort, hvor der kan vælges mellem forskellige naturalier, er skattefri efter den særlige julegaveregel.
I en konkret sag påtænkte en virksomhed at give medarbejderne et gavekort med en værdi på maksimalt 700 kr. Medarbejderen kunne på en hjemmeside vælge mellem en bred vifte bestående af gaver i form af mad, drikke, restaurationsbesøg, kro- og hotelophold, wellness, adgang til diverse sportsaktiviteter m.v. Flere gavekort kunne anvendes samlet til en enkelt aktivitet. Her var viften for bred, og Skatterådet udtalte, at gavekortet var skattepligtigt for medarbejderen, selv om beløbsgrænsen på 700 kr. ikke blev overskredet.
Op til 1.000 kr.
Julegaven kan - når der er tale om naturalier eller gavekort sidestillet med naturalier - koste op til 1.000 kr., uden at medarbejderen skal beskattes af gavens værdi. Det er dog en forudsætning for skattefrihed, at medarbejderen ikke i årets løb har modtaget andre smågaver omfattet af den særlige bagatelgrænse på 1.000 kr. Så vil man være helt sikker på, at julegaven ikke skal beskattes, skal den højst have en værdi på 700 kr. i 2013.
Bagatelgrænsen hæves i 2014 til 1.100 kr.
Indehaver/anpartshaver
Indehaver/ejer af en personligt drevet virksomhed kan ikke give sig selv gaver efter ovennævnte regler - idet vedkommende ikke er ansat. Derimod gælder reglerne også for aktionærer/anpartshavere, der er ansatte i deres eget selskab.
Indberetning til Skat
I tilfælde, hvor der skal betales skat af en gave, er det enten arbejdsgiveren eller medarbejderen, der skal oplyse gavens værdi til Skat.

