- Onsdag, 6. april 2011

John Hansen fra klubbens bestyrelse gav den som sørøver ved standerhejsningen for de yngste spillere i SIF Fodbold.

Med 150 spillere og 100 forældre var standerhejsningen for mikrospillerne noget af et tilløbsstykke i SIF Fodbold.
STØVRING: Standerhejsningen for U5 til U8 i Støvring IF Fodbold fredag 1. april var en herlig oplevelse, med deltagelse af godt 250 børn og voksne. Eksempelvis kunne U6-drenge og yngre glæde sig over tilgang af cirka 20 nye spillere.
Standerhejsningen i mikroafdelingen hos piger og drenge var med deltagelse af godt 150 børn og 100 forældre - et sandt bombardement af indtryk og glade ansigter.
Midt i det hele tumlede en sørøver i skikkelse af John Hansen fra SIF Fodbolds bestyrelse rundt og var med til at dele klubbens nye flotte forældrefolder ud til alle interesserede.
Det er klubbens sportschef, Jannik Riis, der har været dynamoen bag forældrefolderen.
Efter træning på banerne var sidegevinsten pølser med brød og saftevand i klubhuset, og så var de mange mikrospillere plus forældre ellers klar til forårssæsonen udendørs.
Med mikrospillerne i sving til træning er alle afdelinger i SIF Fodbold nu i aktion udendørs.
Tidligere på foråret indledte først seniorer og ungdomsspillerne sæsonen efterfulgt af børneafdelingen U9 til 12 og altså nu i trin 3 mikroafdelingen, U5 til U8.

