Af: Rebild Kommune

Op imod 400 borgere lagde vejen forbi, da det nye bibliotek i Støvring åbnede fredag den 2. september. Det nye bibliotek imødekommer den moderne brugers forventninger om et kulturmødested med mange muligheder.

Lokalerne i det nye bibliotek er lyse og venlige. Brugeren træder direkte ind i et stort, centralt rum med etagegennembrud. Man fornemmer at være kommet til et sted, hvor der er godt at være. Der er især tænkt på børn og unge. Mange af materialerne til de yngre brugere findes omkring skranken. Der er gode læsepladser i de store, lyse vinduespartier. Her kan man sidde sammen eller alene og lytte, pege, læse eller kigge billeder.
Biblioteksleder Lone Skov fortæller: - Den store gevinst i forhold til det gamle bibliotek er, at vi har fået et hus, hvor man i højere grad har lyst til at opholde sig. De mange børnefamilier, der bruger biblioteket i weekenden, får nu bedre plads og bedre muligheder. På første sal er der et langt bord. Det kan bruges til brætspil, og det kan bruges af læsegrupper, som mødes på biblioteket. Det er også et sted, hvor frivillige vil afholde møder og kurser uden for åbningstiden, hvor brugerne kan komme ind ved hjælp af sygesikringskortet. Den brede trappe kan fungere som siddepladser ved arrangementer. Man kan også bare sætte sig på den med sin telefon eller sin tablet og tanke strøm.

En del af et større miljø
Biblioteket ligger lige ved siden af Stubhuset og det nye ungdomshus, som er klar til brug omkring den 10. oktober. Placeringen vil åbne biblioteket yderligere op og giver nye muligheder for samarbejder.
Lone Skov uddyber: - Vi bliver brugt af mange forskellige grupper og borgere i forvejen. Frivillige og institutioner kommer her. Biblioteket er borgerservice light. Der kommer borgere, der ikke er dus med digitale de løsninger. Sjovt nok er det vores klare fornemmelse, at der rent faktisk kommer flere besøgende til bibliotekerne i disse år. Også selv om flere bruger e-bøger. Folk har heldigvis stadig en opfattelse af biblioteket som et sted, hvor man kan få svar på sine spørgsmål. Bibliotek og folkeoplysning hænger uløseligt sammen. Med det nye hus får vi flere strenge at spille på.

Nu glæder vi os til
dagligdagen
Lone Skov lægger ikke skjul på, at hun og de øvrige ansatte glæder sig allermest til dagligdagen i de nye omgivelser. Biblioteket har været længe undervejs, flytningen er overstået, og nu skal det nye hus bestå sin prøve.
Lone Skov tilføjer med et smil: - For første gang har vi en frokoststue, hvor alle de 13 ansatte i Rebild Bibliotekerne kan sidde på én gang. Det bliver rigtig godt.


e-max.it: your social media marketing partner