- Tirsdag, 13. september 2016
SULDRUP: Søndag den 4. september afholdt IK Frem Suldrup Petanque kommunemesterskaber, med deltagelse af klubber fra Øster Hornum, Hellum, Støvring, Sørup og Suldrup. Disse klubber kunne mestre 46 deltagere.
Stævnedeltagerne mødte om morgenen til indskrivelse og morgenkaffe. Humøret havde alle med, og det blev ikke dårligere, efter som dagen skred frem. Det varslede regnvejr udeblev og stævnet blev afviklet i dejligt septembervejr.
Mesterskaberne begyndte med tre kampe om formiddagen. Så blev der spist frokost med hyggelig snak om formiddagens resultater.
Middagsstunden var overstået, og der var samlet kræfter til eftermiddagens sidste to kampe.
Der blev kæmpet bravt, og de rigtige vindere blev fundet:
Førstepladsen og kommunemestre blev Birgit Jensen og Niels Rasmussen fra Suldrup Petanque. Andenpladsen gik til Gudrun Hyldgaard og Inge Lise Pedersen - også fra Suldrup, og tredjepladsen gik til Kirsten Andersen og Jytte Thomsen, ligeledes fra Suldrup. Så man må sige, at værtsklubben tog for sig af ”retterne”.
De tre hold blev præmieret med vin og blomster, og førstepladsen fik, som det sig hør og bør, overrakt pokalen.
Stævnet blev holdt i god ro og orden, og stævnelederne, Per og Kurt, gjorde et godt stykke arbejde med tilfredshed fra alle.