Der var fornemt besøg i Stubhuset torsdag aften, hvor én af Danmarks store rock-legender gav koncert.

STØVRING: Det var hele Danmarks ”Rock Mama” – Sanne Salomonsen – der med sin trio havde lagt vejen forbi Støvring for at opfylde et længe næret ønske fra Stubhusets side om netop hendes besøg. Et besøg, der tilsyneladende var velkomment, idet det var et totalt udsolgt Stubhus, der med stort bifald før første tone var slået an tog imod Sanne og hendes trio. En velbesat trio bestående af kapaciteterne Annika Askman på tangenter, Morten Woods på guitar, bas og mundharpe og sidst, men ikke mindst, multikunstneren Nikolaj Steen på først og fremmest slagtøj, men også på både tangenter, bas og guitar.
Sanne Salomonsen er netop nu ude at køre landevejene tynde på sin ”Hjem”-turné, hvor hun i nye og afdæmpede udgaver fortolker nogle af sine egne yndlingsnumre fra hendes lange karriere. Hun har håndplukket personlige favoritter – kendte, som mindre kendte – og sammen med bandet har hun leget og eksperimenteret i øvelokalet, hvorved sangene har fået nye klæder, og hvor for eksempel gamle rock-klassikere har fået et tvist over mod det mere ballade-agtige. Så var man kommet for at høre den ”gamle” Mama rocke derudaf, er man sikkert gået skuffet fra koncerten. Var man derimod mødt op med åbent sind og en lyst til ”bare” at opleve en legende, der i den grad har kæmpet sig tilbage til scenen og livet, gik man derfra med en rigtig god fornemmelse og en oplevelse rigere.
Det var en ”sid-ned”-koncert. Som Sanne udtrykte det: ”Både for at tage hensyn til publikums og hendes egen alder”. Men helt sikkert også bevidst valgt for at fremhæve det afdæmpede og rolige, der er omdrejningspunktet i koncerten. Det betød ikke, at man ikke måtte lade sig rive med, men først da Sanna sagde, man godt måtte klappe med, var det som om, det næsten andægtige og meget respektfulde og forventningsfulde publikum turde løsne op.
Alle havde sandsynligvis glædet sig til at skulle høre nummeret ”Hjem”, som beskriver den svære periode, Sanne Salomonsen har været igennem efter sin sygdomsperiode. Dette nummer åbnede næsten symbolsk koncerten: Hun er kommet derhen, hvor hun hører hjemme; på scenen foran et publikum udøvende sit elskede erhverv og er tydeligvis glad for det og berørt over det. Et andet nummer under koncerten, hvor man også så en berørt Sanne, var ”Overgiver mig langsomt”, der handler om det overlevelsesinstinkt hun fandt i sine søns øjne, da hun svævede mellem liv og død. Meget stærkt.
Som nævnt havde Sanne valgt en række af sine favorit-numre. De fleste sang hun selvfølgelig selv, men undervejs blev der også givet plads til, at hendes musikere hver for sig sang én af Sannes sange. Muligvis for at give Sanne et lille pusterum, muligvis for, som en fin gestus, at give musikerne mulighed for at føre sig lidt frem, det kan man selv afgøre, men i hvert fald fik vi Nikolaj Steen at høre på ”Den lille løgn”, Morten Woods på ”Jeg er i live” og Annika Aksman på ”Alt hvad du gør”.
Men først og fremmest var det jo Sanne Salomonsen, man var kommet for at høre. En Sanne, der er ”kommet hjem”. Måske ikke 100% på stemmen, der ikke helt når de gamle højder (endnu), men hvad gør det, når hun nu synger så forbandet godt alligevel. Men hjem til scenen er hun dog vendt med stor overbevisning, og på det svingende ekstranummer ”Walk In The Room” fik et stående publikum et lille glimt af ”den gamle Sanne”, og her kom salen virkelig i kog, inden man blev ”beordret” i sædet igen for at nyde aftenens sidste, skønne sang, storhittet ”Det’ ikke det du siger”. Med den blev et, målt på det store bifald og kommentarer efter koncerten, særdeles tilfreds og godt underholdt publikum sendt hjem – ikke af ”Rock Mama” men måske af ”Feel Good Mama” efter endnu en dejlig oplevelse i Stubhuset.