Der er mange, der har vidst det længe, for vi har mærket det på krop og sjæl; Korsang og fællessang giver energi, glæde og ro. Men det er også videnskabeligt bevist, at det er sundt at synge sammen. Forskningen viser, at mennesker, der synger i kor har en bedre helbredstilstand end de, der ikke synger i kor. Når vi synger sammen, bliver vi en del af et fællesskab, alt imens blodtrykket falder og humøret stiger. Så der er al mulig grund til at synge i kor, og det er aldrig for sent at gå i gang.

 

Aarestrup-Haverslev 

kirkekor 

I Aarestrup og Haverslev begynder den nye korsæson 5. september og nye sangere fra nær og fjern er velkommen til at være med. 

Aarestrup-Haverslev kirkekor øver hver mandag aften i Sognets Hus i Haverslev. 

Undervejs i korprøven er der fælles kaffepause med tid til at drøfte verdenssituationen og livet i al almindelighed, og aftenerne rundes af med fællessang fra højskolesangbogen.

Koret medvirker ved gudstjenester i Aarestrup og Haverslev kirker i forbindelse med høstgudstjeneste, 1. søndag i advent, palmesøndag m.m. Korsæsonen slutter midt i maj med en forårssangaften, hvor repertoiret er af mere verdslig karakter.

Koret, der består af knap 30 sangere fra hele Midthimmerland (pt. 9 sopraner, 9 alter, 5 tenorer og 6 basser), synger et bredt repertoire af både sange og salmer og større korværker. I foråret 2015 opførte koret Carl Nielsens ”Fynsk Forår”. 

 

Stort korprojekt i 2016-17

I den kommende sæson skal koret bl.a. arbejde frem mod at opføre N.W. Gades berømte korværk ”Elverskud” i maj 2017 i anledning af, at 2017 er 200 året for komponisten N. W. Gades fødsel. 

Der bliver i den kommende sæson desuden et samarbejde med Als-Øster-Hurup kirkekor og deres korleder Troels Kold om en fælles opførelse af værket, formodentlig på Nørlund Slot i august 2017. 

 

Tilmelding 

for nye medlemmer

Alle er velkomne til at være med, der kræves kun det ene, at man kan synge rent. Korerfaring er naturligvis en fordel, men ingen betingelse. Ønsker man at være med i koret, skal man kontakte korets leder, organist Anette Kjær.

 


e-max.it: your social media marketing partner