STØVRING: I’m Back! Med Schwarzenegger og Terminator’s mest berømte replik slog Johnny Logan fast, at han – og hans Friends - var tilbage i Stubhuset.

Det kunne næsten opfattes som et: - Så er I også selv ude om det, når I nu er kommet. Men alle i salen valgte nu nok nærmere et: - Ja, heldigvis; for med den hurtigt udsolgte koncert var der vist ingen tvivl om, at rigtig mange blandt publikum havde glædet sig til et gensyn med Johnny Logan og hans dygtige Friends: Henrik Askov på trommer, Henrik Møller Petersen på bas, Anders Rose på keyboards, Mads Wegner på guitar, Mads Rahbæk på saxofon og Jack Sherrard (Logan) på guitar.
Julen er lige om hjørnet, og med den følger alle de skønne traditioner, som gør netop julen til noget helt specielt. Man er vel efterhånden ved at kunne sige, at en koncert med Johnny Logan op mod jul hører til traditionerne i Stubhuset. Lidt sarkastisk kunne man så sige, at Logans koncertprogram også er gået hen og blevet en tradition, for der er ikke den helt store fornyelse i forhold til tidligere koncerter op mod jul. Her trækker de fleste dog nok en linje og siger: Nej, heldigvis for det. Fordi vi kommer jo alle for at høre netop de sange, som vi kender Johnny Logan for. De sange, som har gjort ham til den store kunstner, han er: What’s Another Year og Hold Me Now – Eurovision-vindere fra henholdsvis 1980 og 1987. Vi forventer også nogle af hans sange fra det, man kunne kalde gen-gennembruddet i Danmark og fra hans irsk-inspirerede albums, så alle var glade for at kunne synge og gynge med til sange som: The Irish Soul, Fields of Athenry, Belle of Belfast City (med en helt sublim guitarsolo af Mads Wegner) og The Wild Rover med de Gyldne Løvers danske omkvæd om at tage på valsen og ture og fuld publikumsbølgegang i salen.
Indimellem drysser han så lidt jul ud over koncerten. Dels i sine egne Another Christmas Song og Save This Christmas For Me og dels i The Pogue’s helt fantastiske Fairy Tale of New York og i verdens smukkeste julemelodi Silent Night – traditionen tro med en Johnny Logan i bedste forsøg på at synge det danske glade jul-omkvæd. Vi fik selvfølgelig også Logan og Friends’ egen version af Little Drummer Boy, som – hvis man kunne lide den – er arrangeret af Johnny Logan. Kunne man ikke lide den, forsøgte han at tørre arrangementet af på guitarist Mads Wegner, hvilket faktisk er lidt forkert, eftersom det er tidligere Friends-guitarist Rasmus Hedeboe, der har lavet det.
En fast tradition i Johnny Logans koncerter er også, at vi får hans version af You Raise Me Up. En sang, som man fornemmer betyder meget for ham, men som man også fornemmer, han føler, han har fået for lidt anerkendelse for at have sunget, og at han har stået lidt i skyggen af Josh Groban og dennes version. For det var faktisk Johnny Logan, der sang den i første udgave sammen med svenske Secret Garden og komponist Rolf Løvland. Anerkendelsen skal lyde fuldt ud herfra. Logans version er meget mere powerfuld, og i det hele taget har Johnny Logan virkelig en vokal med styrke. Han kan omtrent synge Stubhuset op til trods for bandets forstærkede lyd. Det skal i øvrigt også anerkendes, at det næste år er 40 år siden, han vandt med What’s Another Year, og hvilke andre kunstnere kan – 40 år senere – synge én af deres klassikere i samme, oprindelige toneart? Ikke mange, men Logan kan. Hans sang imponerer stadig.
Naturligvis blev alle numre kædet sammen af Logan suppleret med rigtig mange halv-lumre vittigheder, han selv betegnede som meget dårlige. Han får dem dog serveret med så megen humor, at de går rent ind i salen. De hører med til en Johnny Logan-koncert, og vi elsker det.
Og så – lige pludselig – mens han fabulerer over og forsøger at udtale ordet julemand, og synes det lyder lidt rastafari-agtigt, slår han to akkorder an, kører lidt reggae-rytme på det, hele bandet falder ind og i en tilsyneladende fuldt improviseret og spontant opstået sang, finder Johnny Logan på en tekst med det danske omkvæd kom julemand, og det gynger vanvittig fedt. Det hele rundes af med keyboard-Anders Rose, der udbryder et: Jeg kan ikke lade være, hvorpå han drejer den over på De Nattergales It’s Hard To Be A Nissemand. Det var helt vildt sjovt og helt vildt festligt og ét af aftenens – mange – højdepunkter.
Apropos improvisation, så har Johnny Logan også en tradition med på stedet at improvisere en tekst som optakt til den afsluttende up-tempo-version af Hold Me Now. En version, der virkelig svinger og er dansevenlig, men originalen er nu bedst (i skribentens optik).
Med et enkelt ekstranummer House of Lucille, efter bandet havde bukket af, afsluttede Johnny Logan en helt forrygende og festlig aften med et: Vi ses forhåbentlig næste år. Man må vente til 2021. Måske kan han til den tid sige: Stubhuset? Det får vi at høre, ellers gør det heller ikke noget, blot han leverer på samme niveau som denne torsdag aften.

Af Henrik Larsen

e-max.it: your social media marketing partner