- Tirsdag, 27. juni 2023
Af Jacob Søndergaard, lokaljournalist
REBILD: Lørdag passerede dele af det store motionscykelløb ’’Hærvejsløbet’’ gennem dele af Rebild kommune, og her ramte de godt 800 ryttere hulvejen ved Rebild Bakker, der som ventet blev en markant udfordring for deltagerne.
I forbindelse med løbet var der i hele bakkeområdet skabt stemning, som var det en bjergetape i Frankrig, med flag, bannere, reklamer og et tætpakket publikum. Samtidig var der spurtpræmier til de første ryttere, der forcerede hulvejens stigning og nåede toppen ved RebildPorten mv. Rold Skov MTB cykelklub gjorde sit til at skabe den gode stemning.
I tilslutning til denne del af løbet havde Rold Skov MTB forud for modtagelsen af de mange ryttere, der var startet i Aalborg, selv sendt et felt afsted mod Viborg. Dette felt bestod af ryttere, der udelukkende kørte på gravel cykel.
Hans, Henrik og Bjarne fra Team SSC, Skarp Salling.

Carsten Christensen, Henrik Kokholm og Benny Poulsen fra Team Medvind fra Holstebro.

Anne Sofie Puggaard, havde taget hele vejen fra Randers til Rebild Bakker, for at heppe på sin mand,
hollandske Jeroen Pullens. Hun havde taget sin mor med, Karin fra Fredericia.
- Mandag, 26. juni 2023
Studenterne er sprunget ud og torsdag den 22. juni fejrede Støvring Gymnasium sine 147 studenter ved årets dimission.
Af Charlotte Ringgaard, Kommunikationsmedarbejder SGY
STØVRING: Skinnende sol, studenterhuer, store smil, sommerkjoler, skjorter, sang og skyhøj stemning lagde fundamentet for en fantastisk fejring, da Støvring Gymnasium afholdt dimission i Arena Himmerland.
Dimission er en helt særlig dag, hvor studenter efter tre års spændende og hårdt arbejde endelig får deres eksamenspapirer overrakt. Dimissionen er altså kronen på værket og honorerer de præstationer, eleverne har arbejdet for. I sin tale til dimittenderne talte rektor Anna Amby Frejbæk netop til eleverne om det at præstere og om det præstationssamfund, som vi lever i, samt de udfordringer, det kan medføre. Hun forklarede, at det som udgangspunkt selvfølgelig er godt at præstere; at udrette noget nyt og dermed udvikle sig selv. Det er en stor del af hverdagen på gymnasiet. Men hun uddybede, at problemet med præstationssamfundet er, at præstationskravene er kommet til at gennemtrænge alle områder af vores liv, og at det derfor er blevet svært at finde steder, hvor man er fri for at præstere: ”Jeg kan godt lide at cykle de ti kilometer mellem Skørping og Støvring, når jeg skal på arbejde. Turen er smuk, og jeg får brugt min krop og bliver frisk og klar i hovedet. Det er bøvlet at pakke cykeltasken med tøj og ting til en hel dag. Derudover er der en del anstrengende bakker mellem Skørping og Støvring. Derfor synes jeg, jeg yder noget særligt, når jeg cykler, at jeg præsterer, og det gør mig glad og tilfreds. Men en gang imellem bliver jeg overhalet op ad en bakke. På vej op ad bakken kan jeg pludselig høre en lyd bag mig fra en cyklist, der er i bedre form, og som er stærkere og hurtigere end mig. Det gør mig frustreret at blive overhalet, for jeg føler, at det, der før var en præstation, nu er et nederlag. Min opskrift på at opnå succes er på et kort øjeblik ændret fra at være at kunne tage mig sammen til at gennemføre en smuk og forfriskende cykeltur til at kunne komme først op ad bakken. Mine personlige cykelerfaringer er ikke så epokegørende, men det er måske et billede på det, I oplever i præstationssamfundet. I gymnasiet er man måske ikke tilfreds med et firtal eller et syvtal, selv om man faktisk har arbejdet hårdt og ydet noget helt særligt, hvis en kammerat overhaler og får et tital. Man kan spekulere over, om man har venner nok, eller laver spændende nok ting i sin fritid, målt op mod andres vennelister og fritidsaktiviteter. Hvis det, man yder i skolen, på arbejdet, til sport, forbrugsmæssigt og socialt, hele tiden skal måles op mod nogle standarder, får man en meget presset tilværelse uden plads til tilfredshed, ro og en følelse af at være god nok.” Dimissionstalens budskab var dermed en appel til studenterne om – ved siden af de målbare præstationer – at skabe rum for den frigørende side af præstationen uden et fastlagt mål.
Elevrepræsentant Mathilde Klitgaard Gregersen, 3.b, nærmede sig i sin tale til årgangsfællerne faktisk samme pointe, idet hun italesatte ønsket om ikke at lade sig diktere af præstationssamfundets pres: ”Når vi træder ud ad disse døre som studenter, er det også vigtigt at huske, at det ikke er nu, vi skal lave hårde og hurtige beslutninger. Det er nu, vi skal lave fejl. Tage det forkerte tog og fare vildt. Begynde på uni og finde ud af, at man godt lige kunne bruge et sabbatår mere. Ændr din mening og ændr den igen; for intet er evigt. Lav så mange fejl, som du kan, og lær af dem. Så en dag, når vi igen bliver spurgt, hvem vi er, og hvad vi vil være, så har vi svaret.”
Udover dimissionstalerne og uddelingen af de 147 eksamensbeviser bød årets dimission traditionen tro også på legatuddeling til udvalgte studenter fra forskellige, lokale fonde. Eksempelvis sponsorerer Ole Henriksen, tidligere elev på gymnasiet, hvert år et legat, som helt i hans ånd ”gives til en student, der fokuserer på det positive i sine medmennesker, skaber god energi og som målrettet går efter de ting, han/hun brænder for.” I år var der sågar to modtagere af dette legat: Eskild Refstrup Schaumann, 3c, og Sonja Perlick, 3d. For at honorere den kamp, det også kan være at gennemføre tre år på gymnasiet, uddeler Rebild Rotary hvert år et legat ”til en student, der i sit arbejde er en fighter. Hensigten med legatet er at honorere, at talent ikke altid er tilstrækkeligt. For at klare sig godt, er det lige så vigtigt at arbejde hårdt, målrettet og vedholdende for gode resultater.” I år var der ligeledes to modtagere af dette legat: Anna Brandt-Pedersen, 3ay, og Mathilde Klitgaard Gregersen, 3b.
Efter dimissionen blev studenterne fotografereret, mens deres forældre blev budt på et glas vin/sodavand i skolens fællesareal. Efter forældrene var taget hjem, bød skolen på frokost for studenterne og deres lærere. Her var der rig mulighed for at udveksle minder om de tre års spændende undervisningslektioner, absolut urimelige lærerbestemmelser og sjove anekdoter fra undervisningen, inden lærerne tog endelig afsked med årgang 2023.
Støvring Gymnasium ønsker alle sine studenter stort tillykke med huen! Må SGY-ånden altid forblive i jeres hjerter og give jer mod på og udsigt til fremtiden.

Rektor Anna Amby Frejbæk holder dimissionstale for studenterne og deres familier.
Mathias Liltorp Rytter og Sonja Perlick var årets første studenter. De fik overrakt en buket blomster af rektor Anna Amby Frejbæk
og hejste sammen flaget for at markere begyndelsen på studenterugen.
- Fredag, 23. juni 2023
REBILD: Forud for torsdagens byrådsmøde på rådhuset i Støvring havde mellem 300 og 400 forældre og en del børn taget opstilling uden for indgangen til rådhuset og byrådssalen. Anledningen var den igangværende dialog, debat og opstand i anledning af, at en række skoler i Rebild Kommune står til at lukke eller undergå betydelige ændringer.
Slogans som: »Træd ikke på vores børn« og »I tisser i bukserne, når I skærer forebyggelsen væk« var, hvad politikerne blandt andet blev mødt med, og det gjorde angiveligt et vist indtryk på politikerne, da de begav sig gennem mængden af forældre, børn, klapvogne og barnevogne, for at gå til mødet i byrådssalen.
























