Ø. HORNUM: Der var lagt op til den helt store fodbold-folkefest i Øster Hornum, da Ringkøbing IF gæstede Øster Hornum Stadion til første runde af »Sydbank Pokalen« i DBU-regi. Og sådan blev det. 

400 tilskuere – plus det løse – havde fundet vej til det flotte stadion med det gode græstæppe i Øster Hornum. Her bød den lokale serie 3-klub på en historisk fodboldkamp. Den største kamp i klubbens historie, havde Øster Hornums fodboldformand Simon Imer Jensen, med fodboldglæde i stemmen, fortalt til Folkebladet efter lodtrækningen tidligere på sommeren. For første gang var Øster Hornum nemlig med i pokalturneringens hovedturnering, og her var det Danmarksserieholdet fra Ringkøbing IF, der ventede de orangeklædte Øster Hornum-spillere.

Hvad angik de tilskuermæssige forhold før, under og efter kampen var der ikke noget at sætte en finger på. Tværtimod. Der var opsat boder, hvor man kunne købe sig det, som hører sig til en »rigtig« fodboldkamp; Grillpølser, sodavand, pølser mm. 

Spillet på grønsværen var fra første minut med Ringkøbing IF i »førertrøjen«. Således førte de dirigentstokken an, og pressede Øster Hornum IF tilbage på egen banehalvdel fra kampens start. Tidligt i kampen havde hjemmeholdets Christian Montoya kampens første reelle målchance, men han måtte se sit forsøg gå forbi målet. 

Derefter stod der Ringkøbing på resten af kampen – med Ringkøbings første mål sat ind efter 10 minutter – og en halvlegs føring på 4-0.

Det var forventeligt, at Ringkøbing IF ville komme ud til anden halvleg i et endnu højere gear. Det gjorde de også, og efter ganske få minutter af anden halvleg satte gæsterne det første af fire mål i anden halvleg ind.

Øster Hornum fik efter ca. 75 minutter en gylden mulighed for at komme på måltavlen, da de blev tilkendt straffespark. Mathias Røhl Buus blev sat til at eksekvere dette, og sendte også bolden i mål. Dommeren underkendte dog målet, da en af hjemmeholdets spillere løb ind i målfeltet før straffesparket var sendt afsted. Derfor blev der dømt omspark. Denne gang sendte Mathias Røhl Buus sparket på målstolpen. Dette var det tætteste Øster Hornum kom på en scoring i kampen, og gæsterne fik i kampens døende minutter scoret til slutresultatet 0-8.  

Trods den store spilmæssige forskel, som der naturligt vil være mellem et serie 3-hold og et Danmarksseriehold, så udtaler Øster Hornums fodboldformand Simon Imer Jensen efter kampen, at det har været en stor oplevelse for både klubben generelt og spillerne i særdeleshed: – Det har været en rigtig god oplevelse for alle, hvor publikum leverede en rigtig god kulisse, og der var rigtig god stemning på stadion denne augustaften. Nu venter der spillerne en mere normal fodbold-hverdag, hvor turneringen starter inden længe.

Læs et mere fyldigt referat af kampen i kommende uges trykte udgave af Folkebladet.

Der var linet op til alle facetter af en god fodboldkamp, da Øster Hornum IF bød på pokalfodbold.

 

 Forventningsfyldte Øster Hornum-spillere på vej til kampen.

 

e-max.it: your social media marketing partner