Borgmester Jesper Greth lægger ikke skjul på, at han forudser vanskelige prioriteringer når budgettet for 2023 skal forhandles på plads. Men han har fuld tillid til, at byrådet vil udvise både sammenhold og ansvarlighed i forhandlingerne.

Efter at KL og regeringen har indgået næste års økonomiaftale, har politikerne i Rebild Kommune taget de første skridt i budgetforhandlingerne. Som aftalen ser ud, står kommunen aktuelt til at skulle spare 30-40 millioner. Og meldingen fra politikerne er helt klar: Det her bliver svært. Rigtig svært.

De præcise konsekvenser af økonomiaftalen mellem KL og regeringen er endnu ikke kendte, men som det ser ud nu, skal politikerne i byrådet finde 30-40 millioner kroner i besparelser på budgettet for 2023. Samme beløb skal findes de følgende år.

Krig og corona skaber udfordringer
Håndteringen af corona-pandemien og den nuværende krig i Ukraine er blandt de væsentligste årsager til de økonomiske udfordringer, landet og kommunerne står overfor. Borgmester Jesper Greth forklarer:

- De danske kommuner, herunder Rebild Kommune, har de seneste to år håndteret to kæmpe udfordringer: Først coronavirus og dernæst krigen i Ukraine. Det har alle gjort med stor ansvarlighed og fleksibilitet, for at sikre et velfungerende og sikkert samfund for landets borgere – men det har skabt store udfordringer for den danske økonomi. Regeringen har prioriteret tiltag, der skal gøre os uafhængige af russisk gas, og har desuden gennemført en markant forøgelse af forsvarsbudgettet. Det medfører, at den aftale om kommunernes økonomi, som KL og regeringen har indgået, er så stram at kommunerne skal finde store besparelser, siger Jesper Greth.

Borgmesteren tror på bred aftale

De snævre rammer der ligger i økonomiaftalen, gør forhandlingerne om næste års budget vanskelige, forventer borgmester Jesper Greth:

- Lige nu, ser det ud til at byrådet næste år skal finde besparelser i størrelsesordenen 30-40 millioner kroner på driftsbudgettet, så vi står over for nogle meget, meget svære og benhårde prioriteringer i forhandlingerne. Men jeg er sikker på, at byrådet vil udvise både sammenhold og ansvarlighed og gå konstruktivt ind i forhandlingerne for at arbejde hen mod et budget, der er i balance og et budget med investeringer, der fremtidssikrer kommunen. Det skylder vi de kommende generationer. Og så håber jeg, at alle i byrådet vil stå sammen om vores fælles ansvar. For med de besparelser som økonomiaftalen for de kommende års budgetter tvinger os til at finde, er det helt uundgåeligt, at nogle borgere vil komme til at opleve omlægninger og reduktioner i den kommunale service, forudser borgmesteren.

Jesper Greth understreger, at det er vigtigt at skelne mellem drifts- og anlægsbudgettet. Anlægsbudgettet dækker udgifter til nybyggeri, vedligehold, veje og lignende, mens driftsbudgettet primært dækker de tilbud og opgaver, som kommunen løser.

Rammer også mulighederne for nybyggeri
Den stramme aftale rammer også det såkaldte anlægsloft, som kort sagt danner rammen for hvor mange penge kommunen må bruge på for eksempel at bygge børnehaver, anlægge cykelstier og vedligeholde veje. Ud over det anlægsloft økonomiaftalen definerer, er kommunen i lighed med alle andre, også udfordret af inflation og stigende priser.

- Anlægsloftet betyder, at vi ikke kan bygge alt det, vi ønsker – heller ikke selvom pengene er der. For eksempel er vores anlægsloft i år på 80 millioner kroner, og det koster 20-30 millioner at bygge en ny daginstitution, som vi aktuelt har behov for tre af i henholdsvis Nørager, Skørping og Støvring. Derudover skal vi jo også vedligeholde eksisterende bygninger og veje. Dertil kommer, at vi står overfor at skulle bygge en ny skole i Støvring. Når vi dertil lægger inflationen og byggematerialer, der i nogle tilfælde er steget mere end 30 % i pris, ja så er det klart, at vi må være knivskarpe, når vi i byrådet skal prioritere pengene. Det kan i yderste konsekvens betyde, at anlægsarbejder, der allerede er budgetterede, måske bliver udskudt til senere, når priserne bliver mere gunstige. Det kan også betyde, at vi må omprioritere pengene til nye, mere presserende opgaver, slutter borgmester Jesper Greth.

Det indledende arbejde med budgettet er startet og går for alvor i gang efter sommerferien med byrådets årlige budgetseminar den 24. august. Byrådet vedtager det endelige budget den 13. oktober.

e-max.it: your social media marketing partner