SULDRUP: 3.a på Suldrup Skole har igennem Åben skole arbejdet sammen med Rebild bibliotekerne. Det betød, at klassen har fået besøg af medarbejdere fra biblioteket. Det  gav nogle rigtige gode booktalks, hvor  børnene blev præsenteret for gode bøger. Blandt andet blev børnene præsenteret for bøger om Nomerne og Taynikama, som forfatteren Jan Kjær har skrevet. Børnene har læst en masse af Jan Kjærs bøger i deres læsebånd.

Børnene var så heldige,  at Jan Kjær ville besøge klassen. Meget spændte og lidt benovede tog eleverne imod Jan Kjær, der med det samme fangede børnenes interesse. Han fortalte dem om at skrive bøger men også om at tegne til teksterne. Han lærte dem at tegne en af figurerne fra bøgerne, og han tegnede en tegning til klassen. Efterfølgende fik eleverne lov til at tage en selfie med Jan Kjær. Det var lige før, at der blev råbt på ekstranummer af de meget glade elever.

Eleverne skulle som afslutning på deres danskforløb med Rebild Bibliotekerne fremstille en “Book - bento” hvor eleverne skal lave et billede af en bog samt forskellige rekvisitter, som passer til bogen. 3.a fra Suldrup Skole har lavet fine tegninger, som nu er udstillet på Støvring Bibliotek. 

 Klassen har arbejdet meget koncentreret med projektet. De har været meget begejstrede for at læse Jan Kjærs bøger, og de har læst højt for hinanden, da nogle elever syntes, bøgerne var lige svære nok at læse. Stor ros til Støvring Bibliotek for det gode projekt.

 

e-max.it: your social media marketing partner