I Rebildcentret har de travlt med at blive klar til efterårsferien - en uge hvor der traditionen tro er særligt fokus på børnene. Voksne, som ikke har børn eller børnebørn at følges med, er også meget velkomne, for der er god plads og noget for enhver smag. 

De særlige ferieaktiviteter starter søndag den 17. oktober, hvor Snehvide går under jorden i Thingbæk Kalkminer.  Her spiller Dunkelfolket deres egen version af brødrene Grimms klassiske eventyr – iført træmasker og sort tøj. Det er en rørende forestilling – uden ord, men med masser af musik, komik, gys og grin. 

Minerne halloween-pyntes
Mandag og tirsdag kan gæster i alle aldre hjælpe med at gøre de stemningsfulde kalkminer endnu mere stemningsfulde. Der vil stå græskar og værktøj parat i velkomstbygningen, hvor man kan hygge sig med at udskære søde eller drabelige lygtemænd. Derefter kan gæsterne placere deres lysende mesterværker side om side med Bundgaard og Bonnesens skulpturer i det underjordiske. 

Flagermusdag
Onsdag i uge 42 har i mange år været lig med flagermusdag. I år tager guide Lars Rigborg børn og deres voksne med på flagermustur i minerne både om formiddagen og om eftermiddagen. Hør fakta, hyggelige og uhyggelige historier om de fascinerende flyvende pattedyr. Nogle hænger allerede og sover med hovedet nedad, mens andre stadig er på vingerne – på vej ind for at gå i dvale i de kølige miner. 

Kunst og geologi
Torsdag eftermiddag er der præmiere på en skulpturworkshop for børn og unge. Birgitte Arboe og Anette Bruun viser, hvordan de unge kan skabe geologien om til kunst, mens de får indblik i materialernes tilblivelse under fortidens skiftende klimaforhold. I minerne oplever de kalk- og flintelagne på nært hold, og ser nærmere på nogle af de gamle billedhuggeres værker. Derefter starter det praktiske arbejde med at omskabe kalkstykker og fedtsten til figurer. Husk det varme arbejdstøj, for workshoppen foregår udendørs under halvtag. 

Gratis foredrag
Både kunst og geologi forbliver i fokus torsdag aftenen, når den grønlandske geolog, Minik Rosing holder foredrag i centret. Foredraget, som er en del af Klima Rebild-kampagnen anno 2021, er arrangeret med økonomisk støtte fra AOF Nordjylland. Derfor kan du opleve den verdensberømte forsker og prisbelønnede formidler ganske gratis, hvis du kan nå at reservere plads.   

Tilbage til tidernes morgen
Det siges, at man bliver ganske grebet af Rosings fortælling om Jordens opstandelse, og de forandringer, der har gjort planeten til det, den er i dag – herunder ekstreme klimatiske forhold, som har skiftet op gennem Jordens historie. Foredraget tager udgangspunkt i bogen  Rejsen til tidernes morgen - men man skal forvente, at Minik hverken kan holde sig fra at oplyse om andre af sine forskningsresultater eller fortælle historier fra sin opvækst i et grønlandsk kunstnerhjem. 

Udstillinger i evig udvikling
Thingbæk Kalkminer og Rebildcentrets udstillinger er naturligvis også tilgængelige hele efterårsferien. Der er kommet nye genstande i den 700 m2 store udstilling om Regan Vest og Den Kolde Krig, og i udstillingen Kilder til liv. På øverste etage i ”Kildetårnet” kan du skue ud over Gravlevdalen og se bakkeknuden Ørnebjerg, mens du får hele historien om det kunstnerliv, der udspillede sig der for 100 år siden.  

Du behøver ikke vælge
Måske har du svært ved at vælge, hvilken dag du skal tage børnene med til Rebildcentret. - Fortvivl ikke, fortæller centrets leder Niels Moes. - Hvis du køber et årskort, kan du komme hver eneste dag. Nogle af aktiviteterne i efterårsferien kræver tilmelding - andre gør ikke, slutter Niels Moes.

Detaljer om de enkelte arrangementer er beskrevet på Rebildcentrets website under fanen ”Det kan du opleve”.

Minik Rosing. Foto: Les Kaner.

 

 

e-max.it: your social media marketing partner